En lokalplan må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for lokalplanlovgivningen. I det følgende beskrives lokalplanens forhold til anden lovgivning.
Kommuneplan 2021
Lokalplanområdet ligger i Frederikssund, som sammen med Græse Bakkeby og Vinge udgør kommunens regionale center. Det er kommunens største byområde med en koncentration af arbejdspladser, specialbutikker, uddannelsessteder, kulturtilbud og servicefunktioner.
Frederikssund, Græse Bakkeby og Vinge indgår som ”fingerby”, som rummer de byområder, hvor man på statsligt niveau ønsker at koncentrere hovedstadsområdets vækst jf. afsnit om Fingerplanen. Status som del af fingerbyen giver kommunens regionale center gode vilkår for udvikling. Inden for det regionale center ønsker Frederikssund Kommune at udnytte sit potentiale og at fastholde og udbygge sin position i konkurrencen med hovedstadsområdets større byer ved at tiltrække vækst og fremtidsmuligheder inden for handel, erhverv, uddannelse, kultur og bosætning mv.
Lokalplanen underbygger kommunens byudviklingsstrategi ved at:
- handel, kultur, turisme og byliv koncentreres i bymidten, hvor funktionerne understøtter hinanden, og skabe en levende og dynamisk by.
- Udlægge areal til at fastholde bymidtens dagligvarehandel og om muligt styrke denne.
- Muligheden for boligvækst findes inden for eksisterende byarealer
- der fastholdes stiadgang til byens grønne område ved Bløden
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Stationsnærhed
De stationsnære områder og kerneområder skal udnyttes til tæt og bymæssig bebyggelse og indrettes med henblik på at fremme forholdene for bløde trafikanter og den kollektive trafik.
Lokalplanområdet ligger inden for et stationsnært kerneområde. Lokalplanen muliggør tæt og bymæssig bebyggelse i form af etageboliger og -kontor samt dagligvarehandel, med kort afstand til kollektiv trafik. Lokalplanen er dermed i overensstemmelse med gældende kommuneplan og Fingerplanen.
Parkering
Da lokalplanen ligger inden for de stationsnære områder, og lokalplanen giver mulighed for at etablere boliger/butik/erhverv, fastsætter Kommuneplan 2021 bestemmelser om, at:
- der pr. bolig skal etableres min. 0,6 bilparkeringspladser og min. 2 cykelparkeringspladser
- der pr. 50 m2 erhvervsareal skal etableres min. 1 bilparkeringsplads
- der pr. 25 m2 butiksareal skal etableres min. 1 bilparkeringsplads
Frederikssund Kommune vurderer, at der kan tillades dobbeltudnyttelse af parkeringspladser i lokalplanen, hvis der er 30 – 90 % boligareal og den øvrige anvendelse omfatter butik og erhverv.
Frederikssund Kommune vurderer, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Lokalplanområdet ligger i et område, som i Kommuneplan 2021 er udpeget til et område med fokus på klimasikring. Inden for hele lokalplanområdet er der risiko for oversvømmelse ved havvandstigning samt inden for et område med risiko for oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
Lokalplanen sikrer, at der er afsat areal til, at overfladevand fra befæstede arealer og tagvand kan forsinkes og ledes til Novafos' regnvandsledning.
Terrænet er lavest i den vestlige ende af lokalplanområdet, hvor terrænkoten er ca. -0,75 DVR90 og højst mod øst, hvor terrænkoten ca. 0,60 DVR90.
Lokalplanen sikrer, at etagebyggeriets stuegulvkote etableres i min. kote 1,1 DVR90. Adgangen til p-kælderen etableres i en højere kote end den højeste kote på den tilstødende vej Bløden på 0,75 DVR90. Dette skal sikrer, at overfladevand fra vejen Bløden ikke ledes til p-kælderen, men i stedet ledes med vejens naturlige fald mod det grønne område Bløden.
Frederikssund kommune er i gang med at planlægge kystsikring af bymidten som forventes at være etableret i år 2026. Kystsikringen sikrer området mod stormflod til kote 2,5 DVR90. Lokalplanen sikrer, at stueetage i gulvkote mindre end 1,6 DVR90 ikke må tages i brug til bolig før kystsikringen er etableret.
Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at lokalplanområdet er sikret mod oversvømmelse ved havvandstigninger og oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
Samtidig med at Frederikssund Kommune udarbejder denne lokalplan, udarbejder kommunen kommuneplantillæg 006. Med kommuneplantillægget udlægges der en ny ramme C 1.16 med samme afgrænsning som lokalplanen og med rammebestemmelser, der muliggør lokalplanen.
I rammeområde C 1.16 må området anvendes til etageboliger, kontor- og serviceerhverv, publikumsorienteret serviceerhverv samt butikker. Yderligere må bebyggelse opføres i højst 4 etager og bygningshøjden må være højst 16,5 m.
Når Byrådet endeligt vedtager kommuneplantillæg 006, vil kommuneplanramme C 1.2 blive aflyst for det område, som omfatter rammeområde C 1.16.
Lokalplan 156 er herefter i overensstemmelse med gældende kommuneplan.
Planloven
Lokalplanområdet ligger i den kystnære del af byzonen, der ligger ud til kysterne, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet. Kommunalbestyrelsen skal for de kystnære dele af byzonerne vurdere de fremtidige bebyggelsesforhold, herunder bygningshøjder, med henblik på:
- at ny bebyggelse indpasses i den kystlandskabelige helhed
- at der tages hensyn til bevaringsværdige helheder i bystrukturen og til naturinteresser på de omgivende arealer
- at der tages hensyn til nødvendige infrastrukturanlæg, herunder havne
- at offentligheden sikres adgang til kysten.
Ved lokalplanlægning for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal lokalplanen redegøre for påvirkningen. Hvis bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal det begrundes.
Området for denne lokalplan er beliggende i byzone ca. 430 m fra kysten. Mellem lokalplanområdet og kysten er der tæt bebygget. Lokalplanen fastsætter bestemmelser om volumen og højde på den nye bebyggelse, som sikrer, at denne ikke afviger fra den eksisterende bebyggelse. Lokalplanen muliggør etagebebyggelse i op til 16,5 m. Frederikssund Kommune vurderer, at bebyggelsens højde ikke vil påvirke den visuelle oplevelse af kysten væsentligt.
Planområdet er omfattet af følgende tre lokalplaner:
- Lokalplan 30 Rammelokalplan for bykernen fra 1984
- Lokalplan 55 Parkering i Frederikssund Bymidte fra 2014
- Lokalplan 60 Skilte og facader - bymidten Rammelokalplan fra 1992
Når Byrådet endeligt vedtager og offentligt bekendtgør lokalplan 156, ophæves lokalplan 30 for det område, der er omfattet af lokalplan 156 i sin helhed.
Når Byrådet endeligt vedtager og offentligt bekendtgør lokalplan 156, ophæves lokalplan 30 for det område, der er omfattet af lokalplan 156 i sin helhed.
Når Byrådet endeligt vedtager og offentligt bekendtgør lokalplan 156, ophæves følgende tilstandsservitutter inden for lokalplanens område, da disse er i strid med lokalplanens formål:
Matr.nr. 165n, Frederikssund Bygrunde
Tinglyst: 03.08.1984
Titel: 03.08.1984-23383-17 Lokalplan nr. 30
Påtaleberettiget: Frederikssund Kommune.
Ifølge planlovens § 16, stk. 3 skal der i alle lokalplaner oplyses om betingelserne for ekspropriation i forbindelse med en lokalplan.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af planloven ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom.
Ekspropriation kan kun ske under opfyldelse af en række betingelser:
- Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation
- Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført
- Ekspropriation må kun ske til fordel for almenvellet (almene samfundsinteresser)
- Ekspropriation til fordel for en privat aktør er ikke udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder imidlertid et skærpet krav til ekspropriationens nødvendighed, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private
- Ekspropriationen skal være nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realisering af ekspropriationsformålet
- Ekspropriationens omfang skal være rimeligt i forhold til det formål, som der eksproprieres til.
Adgangen til at foretage ekspropriation efter lokalplaner, som er sendt i høring efter 1. januar 2019 bortfalder, hvis der ikke er truffet ekspropriationsbeslutning inden 5 år efter offentliggørelsen af den endeligt vedtagne lokalplan. Det er kommunalbestyrelsen, der kan beslutte at ekspropriere i medfør af en lokalplan.
Lokalplanen muliggør bebyggelse til boligformål, hvilket er støjfølsom arealanvendelser. Dele af lokalplanområdet er støjbelastet.
Jf. Planlovens § 15a må en lokalplan kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener med bestemmelser om afskærmningsforanstaltninger.
Støj i og uden for lokalplanområdet reguleres af miljølovgivningen. Se Miljøstyrelsens støjvejledning for yderligere information.
Vejstrækningen Nygade giver anledning til vejstøj i for lokalplanområdet. Se udbredelsen af vejstøj på nedenstående støjkontur.
Da lokalplanen giver mulighed for at etablere boliger i et eksisterende område for blandede byfunktioner, forudsættes det, at støjniveauet bringes ned på højst 58 db for arealer udlagt til opholdsarealer, jf. vejledende støjgrænseværdier fra Miljøstyrelsen. Som det kan aflæses i støjkonturen vil vejstøj fra Nygade ikke overskride 58 db for de opholdsarealer, som udlægges i lokalplanen. Etagebebyggelsen som muliggøres i denne lokalplan kan fungere som støjbarriere mod Nygade således, at niveauet for vejstøj på opholdsarealerne sænkes yderligere. I lokalplanen er der fastsat bestemmelse om, at facader langs Nygade skal støjdæmpes som betingelse for ibrugtagen af den nye bebyggelse, således boligerne overholder miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for indendørs støj.
Lokalplanen muliggør detailhandel i form af en dagligvarebutik. Lokalplanen udlægger areal til, at vareindlevering til butik kan foregå i gårdmiljøet på den nordvendte side bebyggelsen. Lokalplanen fastlægger som betingelse for ibrugtagning af stueetagen til dagligvarehandel, skal Frederikssund Kommunes forskrift for støj og vibrationer samt Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for indendørsstøj overholdes. Lokalplanen muliggør støjreducerende foranstaltninger i form af lyssluse, varegård og støjafskærmning som fast hegn.
Frederikssund Kommune vurderer, at lokalplanen sikrer, at grænseværdier for støj kan overholdes.
Anden lovgivning
Frederikssund kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.
Fingerplanen opdeler hovedstadsområdet i fire geografiske områder: det indre storbyområde, det ydre storbyområde, de grønne kiler og det øvrige hovedstadsområde. Det indre storbyområde findes ikke i Frederikssund Kommune.
Lokalplanområdet ligger i det ydre storbyområde inden for byfingeren, hvor der må ske byudvikling.
Den byudvikling, som lokalplanen giver mulighed for, vurderes at være i overensstemmelse med Fingerplanen.
Frederikssund Kommune skal sikre, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Frederikssund Kommune kan ikke give tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Planen omfatter et område, som ligger i en afstand af ca. 430 meter til nærmeste natura 2000 områder nr. 120 og nr. 105, Roskilde Fjord. Området mellem Nature 2000 områderne og planområdet består af tæt bebyggelse.
Frederikssund Kommune vurderer, at planen ikke påvirker de internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Lokalplanområdet er beliggende inden for kloakopland 320, som er separatkloakeret, således at spildevand og overfladevand afledes i hvert sit ledningssystem.
Spildevand ledes til forsyningens spildevandsledning og videre til Frederikssund renseanlæg. Inden for lokalplanområdet ledes overfladevandet til underjordisk ledning.
Afløbskoefficienten på 0,6 for cityområdet skal overholdes jf. Spildevandsplanen.
Hvis der befæstes mere, og beregninger viser, at afløbskoefficienten overskrides, skal den enkelte grundejer etablere forsinkelse inden for egen matrikel, så spildevandsplanens krav om afløbskoefficient overholdes.
Lokalplanen muliggør en befæstelsesgrad på op til 82 %. Lokalplanen sikrer, at der er afsat areal til underjordisk forsinkelsesbassin til håndtering af overfladevand, således en afløbskoefficient på 0,6 kan overholdes.
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommunens gældende spildevandsplan. Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for lokalplanområdet.
Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.
Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.
Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.
Grundvand
Planområdet ligger ikke inden for et område med drikkevandsinteresser.
Der skal ikke foretages midlertidig eller permanent grundvandssænkning i forbindelse med anlæg af p-kælderen.
Søer, vandløb og kystvand
Planområdet er beliggende i en afstand af ca. 60 meter til Sillebro Å, som er et målsat vandområde, jf. vandområdeplanerne. Ydermere er lokalplanområdet beliggende i en afstand af ca. 430 meter til Roskilde Fjord.
Overfladevand fra planområdet afledes til Novafos regnvandsledning, som leder regnvandet til Roskilde Fjord.
Lokalplanen forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanerne.
Hvis der i forbindelse med jordarbejder, fx ved bygge- og anlægsarbejder, dukker spor af fortidsminder op, skal arbejdet standses, i det omfang det berører fortidsmindet, i medfør af museumslovens § 27. Fundet skal straks anmeldes til Roskilde Museum, ROMU.