Forsyning, eksisterende funktioner og tilladelser

Forsyningsforhold

Lokalplanområdet ligger inden for et naturgasforsynet område. Der er ikke pligt til at tilslutte sig den kollektive varmeforsyning.

I Frederikssund Kommunes Strategisk Energi- og Varmeplan 2022 er det område, som lokalplanen omfatter, udpeget som potentielt fjernvarmeområde. Det betyder, at Frederikssund Kommune arbejder for, at der udarbejdes et varmeprojekt for fjernvarme for området. En kollektiv løsning for fjernvarme kan blive en mulighed i området, såfremt der kan godkendes et varmeprojekt med positiv samfundsøkonomi.

Regeringen har besluttet, at naturgas udfases som opvarmningsform senest i 2035. Naturgasopvarmning vil således højest kunne blive en overgangsløsning i området. Der er mulighed for at etablere individuelle løsninger i form af varmepumper, herunder jordvarme og solenergianlæg. Jordvarmeanlæg kan etableres med vertikale eller horisontale slanger. Eventuelle varmepumper skal af støjmæssige hensyn orienteres væk fra nabobebyggelser (evt. opad fra taget) og afskærmes, så de vejledende støjgrænser kan overholdes.

 

Vandforsyningen inden for lokalplanområdet varetages af Ådalens vandværk.

Lokalplanen muliggør etagebebyggelse med mulighed for op til 113 boliger samt kontor- og serviceerhverv. Ligeledes muliggør lokalplanen publikumsorienteret serviceerhverv samt butikker, heraf også dagligvarebutik.

Vejadgang til planområdet sker fra Bløden. Nygade og Bløden vurderes at have en god vejkapacitet. Den eksisterende infrastruktur vurderes at være acceptabel til at håndterer blandet anvendelse med bolig, kontor og butikker. Det vurderes, at den bebyggelse, som muliggøres med lokalplanen ikke vil medføre væsentlige ændringer i forhold til det eksisterende trafikmønster og trafikmængden i området.

Boligerne inden for lokalplanområdet skal benytte sig af en fælles affaldsløsning. Der reserveres i lokalplanen et areal til fælles affaldshåndtering vist på kortbilag 3. De nærmere regler for opsamlingsmateriel og adgangsveje fremgår af kommunens gældende affaldsregulativ.

Veje og vendepladser skal dimensioneres til renovationsvogne.

Affald fra virksomheder og institutioner skal håndteres i henhold til Frederikssund Kommunes regulativ for erhvervsaffald og gældende lovgivning på området. Der er afsat areal til erhvervsaffald.

Tilladelser fra andre myndigheder

En lokalplan sætter rammerne for et områdes anvendelse og udvikling, men en lokalplan er ikke i sig selv en tilladelse eller godkendelse. Det kan være nødvendigt at søge om tilladelse eller godkendelser fra relevante myndigheder inden dit projekt kan realiseres. Kontakt kommunen for at finde ud af, om dit projekt kræver myndighedsbehandling.

Lokalplanområdet er ikke kortlagt som forurenet i henhold til jordforureningsloven, men det er omfattet af områdeklassificering.

Hvis der konstateres jordforurening under byggeprocessen, skal arbejdet standses, og kommunen skal kontaktes. Kommunen orienterer Region Hovedstaden, som er myndighed på området. De vurderer, om området skal kortlægges som forurenet, eller om der skal foretages andre tiltag, før arbejdet kan fortsætte. Region Hovedstaden orienterer Frederikssund Kommune om sin afgørelse. Arbejdet må først fortsætte, når kommunen har meddelt, at det må genoptages.

Der er anmeldepligt ved flytning af jord i områder, der er områdeklassificeret. Anmeldepligten betyder, at det skal anmeldes til kommunen.