Forsyningsforhold
Lokalplanområdet ligger udenfor afgrænsningen af forsyningsområdet med med individuel naturgasforsyning, som Dalby er udlagt til.
Lokalplanområdet ligger derfor udenfor områder med kollektiv varmeforsyning. Der er mulighed for at etablere individuelle løsninger i form af varmepumper, herunder jordvarme, samt solenergianlæg. Jordvarmeanlæg kan etableres med vertikale eller horisontale slanger. Eventuelle varmepumper skal af støjmæssige hensyn orienteres væk fra nabobebyggelser og afskærmes, så de vejledende støjgrænser kan overholdes.
Vandforsyningen indenfor lokalplanområdet varetages af Novafos.
Lokalplanområdet er spildevandsplanlagt til fælleskloakering. Det vil sige, at spildevand og overfladevand løber i samme ledning.
Det er muligt at installere anlæg til opsamling af regnvand fra tage til brug for wc-skyl og tøjvask i maskine.
I glædende spildevandsplan er afløbskoefficienten for åben-lav boligbebyggelse 0,25. Hvis afløbskoefficienten overskrides, skal overskydende regnvandsmængder (tag- og overfladevand) nedsives på egen grund og/eller tilbageholdes/forsinkes, før det ledes til fælleskloakken.
Novafos har en fællesspildevandshovedledning, der går gennem planområdet. Novafos ønsker at få ledningen deklareret i forbindelse med byggemodningen.
Billedet viser Novafos' hovedledning, som går gennem lokalplanområdet.
Frederikssund Kommunes regulativ for husholdningsaffald skal overholdes for at sikre en hensigtsmæssig håndtering og opsamling af dagrenovation fra bebyggelsens husstande. De nærmere regler for opsamlingsmateriel og adgangsveje fremgår af regulativet.
Området skal omfattes af kommunens tømningsordning, hvor dagrenovation bliver hentet ved den enkelte husstand.
Forhold til eksisterende funktioner
Vejadgangen til området skal ske fra Østergaardsvej og placeres længst mod øst indenfor lokalplanområdet.
For at sikre oversigtsforhold ved vejadgangen skal tinglyses en deklaration for naboejendommen, tættest på boligområdets stamvej, der skal sikre god oversigtsforhold ved udkørslen.
Dalby har en dagligvarebutik, som ligger ca. 500 meter fra lokalplanområdet.
Dalby har derudover en folkeskole, Fjordlandsskolen, der har 0. til 6. klassetrin. I forbindelse med skolen ligger en SFO og en klub.
Tilladelser fra andre myndigheder
En lokalplan sætter rammerne for et områdes anvendelse og udvikling, men en lokalplan er ikke i sig selv en tilladelse eller godkendelse. Det kan være nødvendigt at søge om tilladelse eller godkendelser fra relevante myndigheder inden dit projekt kan realiseres. Kontakt kommunen for at finde ud af, om dit projekt kræver myndighedsbehandling.
Området omfattet af lokalplanen er ikke kortlagt som forurenet i henhold til jordforureningsloven, og er heller ikke omfattet af områdeklassificering.
I tilfælde af, at der konstateres jordforurening under byggeprocessen, skal arbejdet standses og kommunen skal kontaktes. Kommunen orienterer Region Hovedstaden, som er myndighed på området. De vurderer om området skal kortlægges som forurenet, eller der skal foretages andre tiltag, før arbejdet kan fortsætte. Region Hovedstaden orienterer Frederikssund Kommune om sin afgørelse. Arbejdet må først fortsætte, når kommunen har meddelt, at det må genoptages.
Da området hverken er kortlagt som forurenet eller områdeklassificeret, er der ikke pligt til at anmelde flytning af jord bort fra området.
Bebyggelser indenfor lokalplanområdet, der er omfattet af skovbyggelinjen for Sobakke skov, skal have dispensation fra skovbyggelinjen. Der er Frederikssund Kommune, der giver dispensationer fra skovbyggelinjen.