Forsyningsforhold
Driften af solcelleparken vil ikke medføre øget trafik i området. Der vil blive ekstra trafik i forbindelse med etablering af anlægget, der forventes at ske over en kort periode. Derudover vil der blive trafik ved lejlighedsvis vedligeholdelse af anlægget. En trafik der vurderes at være ubetydelig.
Overkørslen til vejen Haldor Topsøe Park vil kun blive benyttet ved lejlighedsvise leverancer med store køretøjer til virksomheden. Vejen vil normalt være lukket for gennemkørsel. Den nye udkørsel til vejen Haldor Topsøe Park vil blive udført i henhold til gældende vejlovgivning.
Der vil ikke blive etableret permanent belysning inden for lokalplanområdet. Der kan etableres midlertidig belysning i forbindelse med anlægsfasen.
Ledninger inden for området vil blive fremført som jordkabler eller samles i kabelbakker el. lign. under solcellepaneler.
Tilladelser fra andre myndigheder
En lokalplan sætter rammerne for et områdes anvendelse og udvikling, men en lokalplan er ikke i sig selv en tilladelse eller godkendelse. Det kan være nødvendigt at søge om tilladelse eller godkendelser fra relevante myndigheder inden projektet kan realiseres.
Området, der er omfattet af lokalplanen, er ikke kortlagt som forurenet i henhold til jordforureningsloven, og det er ikke omfattet af områdeklassificering.
Hvis der konstateres jordforurening under byggeprocessen, skal arbejdet standses, og kommunen skal kontaktes. Kommunen orienterer Region Hovedstaden, som er myndighed på området. De vurderer, om området skal kortlægges som forurenet, eller om der skal foretages andre tiltag, før arbejdet kan fortsætte. Region Hovedstaden orienterer Frederikssund Kommune om sin afgørelse. Arbejdet må først fortsætte, når kommunen har meddelt, at det må genoptages.
Da området hverken er kortlagt som forurenet eller områdeklassificeret, er der ikke pligt til at anmelde flytning af jord fra området.