Forhold til anden planlægning og lovgivning

En lokalplan må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for lokalplanlovgivningen. I det følgende beskrives lokalplanens forhold til anden lovgivning.

Kommuneplan 2021

Lokalplanområdet ligger inden for karakterområdet "Område 2 – Horns Herred Bundmoræneflade" udpeget i Frederikssund Kommunes Landskabsstrategi 2021-33, nærmere specifikt vedligeholdelsesområdet betegnet "M9 -Vedligehold - Størstedelen af karakterområdet."

Inden for de udpegede landskabelige vedligeholdelsesområder skal udvikling ske i overensstemmelse med landskabskarakteren. Byggeri, anlæg og ændringer i arealanvendelsen skal i udformning og placering tage hensyn til den eksisterende landskabskarakter.

Inden for området gælder en række strategiske greb for udvikling. Tekniske anlæg skal søges placeret under hensyn til landskabet og med en placering og udformning, der ikke virker dominerende i landskabet.

Et teknisk anlæg skal, bedst muligt, indpasses det udpegede områdes karakteristiske træk, som i dette tilfælde er et åbent letbølget landskab, med stjerneudskiftede landsbyer med blokudskiftede fritliggende gårde, marker i middel til stor skala, spredt kratbevoksning og beplantning omkring de fritliggende gårde, med intensivt dyrkede marker og ekstensiv drift ved moser og ådale.

Området omkring planområdet er i dag præget af mange forskelligartede udnyttelser, såsom landbrug, gartneri, råstofindvinding, højspændingsfremføringer, vindmølleanlæg, spredt bebyggelse og bymiljøet Lyngerup.

Højspændingsstationen og forsyningsanlæg skal have en maksimal højde på 12,5 m for gældende anlægget og en maksimal højde på 25 m gældende for lynafledere. Der må ligeledes opføres driftbygninger i en højde på maksimalt 8,5 m. Nærværende lokalplan sikrer, at der etableres en grøn afskærmning omkring højspændingsstationen i form af blandet træer og kratbeplantning af egnskarakteristiske arter. Den grønne afskærmning skal mindske de visuelle gener forbundet med forsyningsanlæg.

Der er udarbejdet visualiseringer af højspændingsstationen og beplantningsbælterne set fra forskellige positioner i landskabet, som fremgår af bilag 1.

Der må foretages terrænregulering på -1,5/+1,5 meter i forhold til naturligt terræn målt i DVR90. Skråninger som skabes ved terrænregulering kommer til at ligge inden for beplantningsbælterne. Beplantningen medfører, at skråningerne dermed medfører væsentlige visuelle gener i landskabet.

På denne baggrund har kommunen vurderet, at lokalplanen ikke væsentligt vil svække de særlige værdier i landskabsudpegningen, da landskabskarakteren og de visuelle oplevelsesmuligheder ikke vil blive sløret.

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et område udpeget til fokus på klimasikring i kommuneplan 2021.

Inden for området er der i kommuneplan 2021 udpeget risikoområder, såkaldt bluespots, med risiko for oversvømmelse ved skybrud. På oversigtskort 2 nedenfor fremgår, hvor inden for planområdet der er udpeget bluespots (blå områder).

Lokalplanen sikrer, at regnvand opsamles i en sivebrønd inden for lokalplanområdet.

Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at lokalplanområdet er sikret mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud.

Oversigtskort 2 viser de områder som er udpeget som bluespots i kommuneplanen (blå områder) inden for planområdet

Samtidig med at Frederikssund Kommune udarbejder denne lokalplan, udarbejder kommunen kommuneplantillæg 020, der ændrer i en eksisterende ramme, som medfører, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplan 2021.

Når Byrådet endeligt vedtager kommuneplantillæg 020, vil kommuneplanramme LT 4.5 for det område, der vedrører kommuneplantillægget ændres som vist på oversigtskort 3.

Når Byrådet vedtager kommuneplantillæg 020, er lokalplan 172 i overensstemmelse med gældende kommuneplan.

Oversigtskort 3: På oversigtskortet fremgår den geografiske ændring for kommuneplanramme LT 4.5.

Planloven

Når Byrådet endeligt vedtager og offentligt bekendtgør lokalplan 172, ophæves lokalplan 56 fra 1995.

Følgende servitutter ophæves ved endeligt vedtagelse af lokalplan 172:

  • 03.05.1995-10721-17 Lokalplan nr. 56

Følgende servitutter ophæves ikke ved endelig vedtagelse af lokalplanen:

  • 19.05.1931-920493-17 Dok om byggelinier mv.
  • 21.10.1967-920494-17 Dok om adgangsbegrænsning mv.
  • 08.12.1972-31544-17 Dok om master mv, Ikke til hinder for prioritering af 17_J-I_486
  • 10.08.2009-24005-17 Dok om Telehousing - Hovedstation LUP

 

 

Ifølge planlovens § 16, stk. 3 skal der i alle lokalplaner oplyses om betingelserne for ekspropriation i forbindelse med en lokalplan. Det følgende afsnit er indsat for at opfylde dette lovkrav.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af planloven ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom.


Ekspropriation kan kun ske under opfyldelse af en række betingelser:

  • Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation
  • Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført
  • Ekspropriation må kun ske til fordel for almenvellet (almene samfundsinteresser)
  • Ekspropriation til fordel for en privat aktør er ikke udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder imidlertid et skærpet krav til ekspropriationens nødvendighed, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private
  • Ekspropriationen skal være nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realisering af ekspropriationsformålet
  • Ekspropriationens omfang skal være rimeligt i forhold til det formål, som der eksproprieres til.


Adgangen til at foretage ekspropriation efter lokalplaner, som er sendt i høring efter 1. januar 2019 bortfalder, hvis der ikke er truffet ekspropriationsbeslutning inden 5 år efter offentliggørelsen af den endeligt vedtagne lokalplan. Det er kommunalbestyrelsen, der kan beslutte at ekspropriere i medfør af en lokalplan.

 

 

 

Lokalplanen giver mulighed for støjende aktiviteter i form af en højspændingsstation.

Støj i og uden for lokalplanområdet reguleres af miljølovgivningen. Se Miljøstyrelsens støjvejledning for yderligere information.

Højspændingsstationen vil blive placeret i en afstand af minimum 250 meter til nærmeste bolig. 

Støjpåvirkningen er blevet undersøgt for en højspændingsstation. Højspændingsstationen vil ikke overskride Miljøstyrelsens grænseværdier for støj for boliger og opholdsarealer. Ligeledes vil højspændingsstationen ikke overskride grænseværdier fastsat i Frederikssund Kommunes forskrift for støj og vibrationer. Forsyningsanlæg skal til en hver tid overholde miljøstyrelsens grænseværdier for støj for boliger og opholdsarealer samt Frederikssund Kommunes forskrift for støj og vibrationer.

På den baggrund vurderer Frederikssund Kommune, at højspændingsstationen ikke vil give anledning til støjgener for de omkringliggende boliger.

Anden lovgivning

Frederikssund kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.

Lokalplanområdet ligger i det øvrige hovedstadsområde. Ved etablering af tekniske anlæg i det åbne land, skal der foretages en afvejning mellem byudviklingsinteresser og øvrige overordnede arealinteresser, fx hensyn til natur, landskab, oversvømmelsesrisiko og drikkevand.

Ved udarbejdelse af indeværende lokalplan er der foretaget en afvejning af ovenstående interesser.

Den muliggjorte højspændingsstation samt jordbrugsanvendelse vurderer kommunen til at være i overensstemmelse med Fingerplanen.

Frederikssund Kommune skal sikre, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Frederikssund Kommune kan ikke give tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Planen omfatter et område, som ligger i en afstand af 3,2 km til Natura 2000 området N136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov.

Lokalplanområdet udgøres i dag af et opdyrket areal og en højspændingsstation. Der er ikke registeret bilag IV-arter eller andre beskyttede dyre- eller plantearter inden for lokalplanområdet.

Der er et skovområde beliggende ca. 100 m sydøst for planområdet. Ydermere er der et vådområde beliggende ca. 290 m syd for planområdet. Vådområdet, som indeholder søer og mose, berøres ikke af lokalplanen.

I forbindelse med etablering af den nye højspændingsstation nedlægges dele af det eksisterende beplantningsbælte omkring den eksisterende højspændingsstation.

De eksisterende beplantningsbælter inden for lokalplanområdet er blevet undersøgt for flagermus af NIRAS d. 31. oktober 2023.

Der blev ikke registreret yngle- eller rasteområde for flagermus i bevoksningen.

NIRAS vurderede, at træerne generelt er i pæn stand, og mange af dem har været beskåret professionelt, og alle afskæringer har således lukket sig helt uden angreb af svamp eller insekter. Der var derfor ingen spættehuller, åbninger eller sprækker i træerne.

NIRAS vurderer, at bevoksningen omkring højspændingsstationen ikke er yngle- eller rasteområde for flagermus. Bevoksningen har dog stadig en funktion som ledelinje i landskabet. Den nye station skal afskærmes i samme grad som under de eksisterende forhold, og der vil derfor blive etableret et nyt levende hegn, som vil fungere som ledelinje i landskabet. Samlet vurderes det, at projektet ikke vil forringe den vedvarende økologiske funktionalitet af området omkring den nye højspændingsstation for flagermus.

Frederikssund Kommune vurderer, at planen ikke påvirker internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt eller beskadiger/ødelægger plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Lokalplanområdet er ukloakeret, så grundejeren skal håndtere spildevand og regnvand lokalt.

Overfladevand fra højspændingsanlægget, bygninger og veje renses og nedsives via en nedsivningsbrønd

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommunens gældende spildevandsplan. Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for lokalplanområdet.

 

Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.

Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.

Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.

Grundvand
Lokalplanens område ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Der må således ikke nedsives beskidt vand fra tage eller veje og parkeringspladser mv. til grundvandet og belægninger skal være tætte. 

Beskidt regnvand fra tage på bygninger opsamles i en opsamlingstank. Regnvand fra selve højspændingsanlægget ledes til en nedsivningsbrønd, hvor overfladevandet renses inden det nedsives.

Overfladevand fra den eksisterende stikvej nedsives i rabatten langs stikvejen. Dette overfladevand vurderes ikke at udgøre en forureningsrisiko grundet den meget begrænsede trafikmængde.

Der etableres et opsamlingskar under transformere og reaktorer, som kan rumme mængden af olien i transformeren og reaktoren. Herved er det muligt at opsamle al den olie, som ellers ville kunne spredes til omgivelserne ved akut havari.

Lokalplanen forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanerne.

Hvis der i forbindelse med jordarbejder, fx ved bygge- og anlægsarbejder, dukker spor af fortidsminder op, skal arbejdet standses, i det omfang det berører fortidsmindet, i medfør af museumslovens § 27. Fundet skal straks anmeldes til Roskilde Museum, ROMU.

Ca. 200 meter syd for planområdet er beliggende en fredet rundhøj med en højde på ca. 5 m og bredte på ca. 30 m. Lokalplanen overholder beskyttelseslinjen på 100 meter fra rundhøjen. Frederikssund Kommune vurderer, at højspændingsstationen kun i et begrænset omfang svækker udsigten til rundhøjen og dette er hovedsageligt udsigten fra vejen Søndervangen i Lyngerup. Planen hindrer ikke adgangen til rundhøjen.