Lokalplanens indhold og eksisterende forhold

Indhold

Planen indeholder bestemmelser om, at området kun må anvendes til forsyningsanlæg i form af en højspændingsstation, forsyningsanlæg som har tilknytning til eldistributionsnettet, driftbygninger samt jordbrug.

Planen fastlægger bestemmelser om, at selve højspændingsanlægget og andre forsyningsanlæg må have en højde på maksimalt 12,5 meter. Dog må der etableres op til 8 lynfangere med en højde på maksimalt 25 m. Lynfangere er nødvendige for at minimere risiko for havari. Planen muliggør ligeledes, at der må opføres bygninger, som er nødvendige for driften af forsyningsanlæg, såsom fx manøvrebygninger. Planen fastlægger et samlet etageareal for bygninger inden for lokalplanområdet som helhed på 400 m2, samt bestemmelser om, at bygninger må opføres i 1,5 etage og i en højde på 8,5 meter. Planen fastlægger ligeledes, at der må etableres tekniske anlæg til håndtering af regnvand. Planen fastlægger ligeledes bestemmelser om forsyningsanlæg skal have en grånuance samt at bygningers facader skal opføres i mursten og have sadeltage eller ensidig taghældning.

Som vist på figur 1 nedenfor vil den nye højspændingsstation, markeret med gult, blive etableret med 6 lynfangere. Planen muliggør, at Energinet i fremtiden kan udvide anlægget på arealet markeret med rød afgrænsning og dermed etablere yderligere 2 lynfangere for at sikre delene mod lynnedslag. Den eksisterende højspændingsstation markeret med blåt fjernes, når den nye højspændingsstation er etableret.

På foto 1 nedenfor vises en visualisering af den fremtidige højspændingsstation set fra Lyngerupvej vist med 6 lynfangere uden den mulige udvidelse.

Vejadgang til planområdet sker ad den eksisterende overkørsel fra Lyngerupvej. Omkring selve højspændingsanlægget etableres arbejdsveje anlagt i grus.

Planen muliggør desuden, at der må etableres trådhegn omkring forsyningsanlæg.

I henhold til planlovens § 15, stk. 4 tillægges lokalplanen bonusvirkning. Bonusvirkningen betyder, at lokalplanen erstatter landzonetilladelser efter planlovens § 35, stk. 1, hvilke er påkrævet for udstykning, bebyggelse eller ændringer i anvendelsen af bygninger og arealer i landzone. Efter lokalplanens vedtagelse skal der derfor ikke meddeles landzonetilladelse til andre byggerier og anlæg, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse. Desuden er det lokalplanens formål at sikre bonusvirkning for de anlæg, der ikke er omfattet af undtagelsen i planloven §36, stk. 1, nr. 9.

Med bonusvirkningen sikrer lokalplanen ligeledes, at bygninger og anlæg i relation til det ansøgte muliggjort på baggrund af bonusvirkningen skal fjernes fuldstændigt senest ét år efter, at driften af anlæg og driftbygninger ophører.

Eksisterende forhold

Området rummer i dag en højspændingsstation, som fjernes ved etablering af den nye højspændingsstation. Arealet for den eksisterende højspændingsstation udgør ca. 1,6 ha. Ved højspændingsstationen er eksisterer i dag en manøvrebygning, som bevares.

Området er omgivet af landsbrugs arealer og ligger ca. 300 m syd for landsbyen Lyngerup. Sydøst for området står placeret to vindmøller samt et beplantet areal bestående af træer. Nord for området er der placeret højspændingsmaster.