Formål
Frederikssund Kommune ønsker at opføre nye, moderne lystbådehavnsfaciliteter og nye faciliterer til kommunens maritime foreninger, et såkaldt maritimt center. Formålet med projektet er, at der skal åbnes for faciliteter til en bredere vifte af de fritidsaktiviteter, der knytter sig til Roskilde Fjord og inviterer offentligheden tættere på fjorden. Lokalplanens formål er at muliggøre dette projekt.
Visualisering af klubliv ved de kommende klubbygninger
Centeret for maritime aktiviteter, der inkluderer kommunens maritime foreninger, skal være en åben havn for alle, og dermed også tiltrække kommunens øvrige borgere til aktiviteter. Stedet skal udover maritime aktiviteter desuden kunne understøtte almindelige fritidsaktiviteter og give opholdsmuligheder ved vandet og havnen.
Projektet skal desuden bidrage til, at der bliver skabt bedre kontakt mellem fjorden og den centrale del af Frederikssund. Dette sikres i lokalplanen ved at friholde sigtelinjer mellem bl.a. Kalvøvej og havnebassinet for bebyggelse, så der sikres visuel forbindelse mellem by og fjord. Ved at udlægge areal til pladsdannelser ved vandet bliver der også bedre mulighed for interaktion med vandet.
Lokalplanen sikrer en bebyggelsesstruktur, der peger ud mod vandet - hvilket er arketypisk for huse i et maritimt miljø. Gavlmotiverne skal følge bugtens vifteformede geometri og orientere sig langs med vandkantens cirkelslag. Lokalplanen sikrer med bestemmelser om bebyggelsens omfang, placering og udseende, at det nye maritime center ikke vil dominere kystlandskabet, men derimod underlægge sig lystbådehavnens grønne landskab og de naturværdier, der er i forvejen.
Lokalplanområdet omfatter også en del af Fjordstisruten, som er en flot og populær stiforbindelse, som forbinder byen med fjorden. I lokalplanen sikres det, at Fjordstien fortsat går i gennem lystbådehavnen.
En skitse af projektets grønne og maritime karakter set fra fjord-siden.
Beliggenhed
Frederikssund Lystbådehavn er en del af Frederikssunds kyststrækning på østsiden af Roskilde Fjord, og udgør en del af Frederikssunds grænse mellem by og fjord. Lystbådehavnen ligger lige syd for Kalvø mellem Kronprins Frederiks Bro og Kronprinsesse Marys Bro, vest for Sillebro Ås udløb i Roskilde Fjord. Åen danner grænse mellem planområdet og den privatejede Marbæk Lystbådehavn.
Kalvøen er et rekreativt og grønt område bl.a. med Kalvø Strand, Restaurant Kalvø og flere af kommunens sportsklubber. På arealerne øst for Kalvø og nord for lystbådehavnen ligger Frederikssundhallerne og Frederikssund Stadion. Nord for Kalvø ligger Frederikssund Kulturhavn med havneplads og boliger. På Sydkajen, en halvø ud i fjorden nord for lokalplanområdet, ligger der et kommunalt havnebad. Lystbådehavnen indgår altså i et område af Frederikssund med flere rekreative både maritime og ikke-maritime funktioner.
Planområdets placering ved Roskilde Fjord i Frederikssund by. Lystbådehavnen er en del af et større rekreativt område i Frederikssund by med boldbaner, sportshal, badestrand, kulturhavn, havnebad og et stykke kulturarv med en rekonstrueret Vikingeboplads.
Kalvø er, som navnet antyder, en tidligere ø i Roskilde Fjord, hvilket tydeligt ses på det kuperede landskab og de stejle, tilgroede kystklinter. De store, fuldvoksne træer strækker sig op og danner en flot formation omring bakkeøen Kalvø, der er med til at gøre Frederikssund til en grøn by set fra fjorden.
Landarealet mellem Kalvøen og den tidligere kystlinje blev i midten af 1800-tallet indvundet, og Sillebro å blev ledt ud syd for Kalvø. Lystbådehavnens areal er en del af et lavtliggende indvundet landskab, og der er derfor i dag risiko for oversvømmelse i tilfælde af stormflod.
Kort med højdekoter, der viser Frederikssund bys kuperede terræn og den oprindelige kystlinje, fra inden indvindingen af det areal lokalplanområdet er en del af.



