Da lokalplanen omhandler fysisk planlægning og fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan har Frederikssund Kommune foretaget en vurdering (miljøscreening) af planen i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (Lovbekendtgørelse nr. 4 af 03. januar 2023) § 8, stk. 2.
Frederikssund Kommune har på den baggrund vurderet, at lokalplanen kan få en væsentlig indvirkning på miljøet og der er derfor udarbejdet en miljøvurderingsrapport. Afgrænsningsrapporten for miljøvurderingen har været forelagt Kystdirektoratet, Naturstyrelsen, Vejdirektoratet, Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Region Hovedstaden samt myndigheder i Frederikssund Kommune, som berørte myndigheder. Der er i forbindelse med høringen indkommet bemærkninger til afgrænsningsnotatet, som har givet anledning til enkelte tilretninger.
Der er, med baggrund i det tilrettede afgrænsningsnotat, udarbejdet en miljøvurdering af lokalplan. Miljøvurderingen er sammenfattet i en rapport, der indeholder en beskrivelse og vurdering af den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet ved gennemførelse af lokalplanen og rimelige alternativer. Miljøvurderingens indhold følger det forudgående afgrænsningsnotat, og behandler følgende emner:
- Natur: Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
- Trafik: Befolkningen og menneskers sundhed
- Jordbund og jordarealer
- Vand - overfladevand
- Klimatiske faktorer: Luft og klimatiske faktorer
- Landskab
Der er parallelt med udarbejdelse af miljøvurderingen foretaget en justering af forslag til lokalplan der sikrer, at der så vidt muligt tages hensyn til de behandlede emner i miljøvurderingen.