Formål og Baggrund
Frederikssund Kommune har modtaget en ansøgning fra Frederikssund Privat Realskole, med ønske om at udvide anvendelsen på matriklerne 222e og 223 Frederikssund Bygrunde og den eksisterende bygning Ny Østergade 9 fra bolig og blandet erhverv til uddannelsesinstitution, dagsinstitution eller bolig, samt parkeringsanlæg på terræn. De eksisterende lokalplaner LP 30, LP 60 og LP 055 muliggør ikke denne anvendelsesændring. Lokalplan 30 udlægger områdets anvendelse blandede bolig- og erhvervsformål og Lokalplan 60 og 055 skriver ikke om anvendelser af de forskellige områder. Anvendelsesændringen kan kun imødegås af med udarbejdelse af en ny lokalplan.
Plan og Teknik besluttede på mødet den 1. november 2023, at det igangsættes udarbejdelsen af en lokalplan, som åbner muligheden for at projektet kan realiseres. Ved lokalplanens igangsættelse blev der lagt vægt på, at rammerne skal udarbejdes så projektet kommer til at passe bedst muligt ind i det eksisterende bybillede. Ved samme beslutning gav Plan og Teknik udtryk for at de var indstillet på at give midlertidig dispensation fra den gældende lokalplans anvendelsesbestemmelser, så bygningen kan anvendes til uddannelsesinstitution, inden den nye lokalplan vedtages. Lokalplanen udlægger også areal til en parkeringsanlæg på terræn, der understøtter skolens nutidige og fremtidige behov for parkeringskapacitet. Derudover sættes rammerne for parkeringsanlæggets indretning, så den bidrager positivt til det omkringliggende miljø og skaber beplantningsmæssig sammenhæng med det omkringliggende område.
Beliggenhed
Lokalplanområdet ligger ved Ny Østergade i udkanten af Frederikssund midtby lige syd for boligområdet Nørreparken. Området udgør ca. 2053 m og omfatter matrikelnummer 222e og 223, Frederikssund Bygrunde.
Billedet viser lokalplanområdets placering i yderkanten af Frederikssund midtby.
Området ligger i et stationsnært område 500 m fra Frederikssund station og støder op til en oval rundkørsel, der forbinder de nordlige indfaldsvejene til Frederikssund. Området er derfor vigtig for indgangen og velkomsten til Frederikssund midtby. Nærområdet er karakteriseret af boliger, blandet erhverv og flere børneinstitutioner. Der er flere busstoppesteder inden for 300 meters radius, det nærmeste værende på Agervej, der giver forbindelser til Farum og Helsinge.
De nærmeste naboer er boligområdet Nørreparken og Frederikssund Private Realskole, samt to tankstationer og den ovale rundkørsel, som har et udpræget grønt udtryk i form af trærækker og plæner.
Billedet viser lokalplanområdets set nordfra fra rundkørslen af.
Billedet viser to træer af arten Småbladet Lind på hjørnet mellem Frederiksværkvej og Frederiksborgvej. De to træer indgår i den samlede cirkel af træer omkring rundkørslen.