En lokalplan må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for lokalplanlovgivningen. I det følgende beskrives lokalplanens forhold til anden lovgivning.
Kommuneplan 2025
Kommuneplanen indeholder en rækkefølgeplan for kommunens byudviklingsområder, herunder for de seks kommuneplanrammer, som lokalplanområdet er omfattet af: T 2.1 Et landskabsteknisk anlæg ved Frederikssundsvej i Vinge, T 2.2 Landskabsteknisk anlæg langs Frederikssundsvej, syd for banen, T 2.3 Landskabsteknisk anlæg langs Frederikssundsvej, nord for banen, BB 2.1 Skovlandet, E 2.4 Erhvervsområde ved Haldor Topsøe Park og E 2.2 Erhvervsområde Vinge. Den del af lokalplanområdet, der er øst for Frederikssundsvej, er omfattet af rækkefølgeplanen, idet arealet er planlagt frigivet til byudvikling i anden halvdel af kommuneplanperioden, dvs. 2032-2037.
Lokalplanen er i strid med rækkefølgebestemmelserne i Kommuneplan 2025-2037. Derfor har Frederikssund Kommune udarbejdet et kommuneplantillæg, der ændrer på kommuneplanens rækkefølgebestemmelser, så området kan frigives til byudvikling.
Kommuneplantillægget sikrer den nødvendige overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan.
Frederikssund Kommune ønsker at tiltrække nye borgere og nye erhverv og derigennem styrke grundlaget for, at kommunen kan sikre en høj kvalitet i tilbud til alle kommunens borgere inden for kultur, handel, undervisning, fritidsliv mv. Udviklingen skal være bæredygtig og vækst og grøn omstilling gå hånd i hånd.
Lokalplanområdet ligger overvejende i Vinge med en mindre del beliggende lige vest for Vinge og Frederikssundsvej i landzonen. Vinge er kommunens store udviklingsområde, hvor der bygges en ny by omkring grønne områder - Det Grønne Hjerte. Ambitionerne for Vinge er store. Vinge skal være en anderledes og flot, grøn by med fokus på at understøtte fællesskaber og en hverdag, der kan klares med cykel, gang og kollektiv trafik. Byggeprojekterne i Vinge skal derfor også give noget ekstra tilbage til byen og dens beboere, særligt ift. at understøtte fællesskaber og naturen.
I Vinge er der målsætninger om:
- Bebyggelsen i Vinge skal være varieret og understøtte veldefinerede gadeforløb og byrum.
- Vinges stærke erhvervsudvikling skal sikres muligheder for at fortsætte.
- Vinge prioriterer fodgængere og cyklister.
Det skal understøttes bl.a. ved at arbejde med følgende virkemidler:
- I erhvervsområdet prioriteres erhverv med grønne profiler suppleret med vedvarende energikilder.
- Fodgængere og cyklister sikres optimale forhold med en lettilgængelig, gennemgående hovedsti i Det Grønne Hjerte.
- Regnvandsbassiner etableres som rekreative byrum uden hegn.
- Der stilles krav om bæredygtighed, herunder anvendelse af "den frivillige lavemissionsklasse" til alle, der bygger i Vinge.
Da lokalplanen ligger udenfor de stationsnære områder, og lokalplanen giver mulighed for at etablere erhverv, fastsætter kommuneplanen bestemmelser om, at der skal sikres de nødvendige areal til parkering og ladestandere. Desuden skal der ved lokalplanlægning, hvor nye erhvervsområder større end 5 ha inddrages i byzone, tages stilling til, om der skal udlægges areal til lastbilparkering med henblik på at undgå lastbilparkering i boligområder.
Den primære parkering skal etableres i ankomstområdet ved indkørsel fra Haldor Topsøe Park, hvor der skal etableres minimum 200 parkeringspladser, som er vurderet tilstrækkeligt til anvendelsen af området. Derudover gives mulighed for mindre parkeringspladser inden for lokalplanområdet, hvor det er nødvendigt for driften af værkstedsfaciliteterne, hvor der også er mulighed for lastbilparkering.
Der vil ikke være direkte vejadgang mellem værkstedet og de kommende boligområder i Vinge, hvorfor det ikke vurderes at være risiko for lastbilparkering relateret til værkstedsfaciliteterne ved de kommende boligområder.
Lokalplanen er omfattet af konsekvensområde for produktionsvirksomheden Topsil Global Wafers A/S, samt produktionsvirksomhederne vest for Frederikssundsvej i erhvervsområdet Pedersholm. Inden for konsekvensområdet må der ikke planlægges for støjfølsom anvendelse, for eksempel boliger, der indskrænker produktionsvirksomhedens drifts- og udviklingsmuligheder.
Lokalplanen udlægger et område til erhverv uden følsom anvendelse.
Planlægningen vil dermed ikke begrænse eksisterende produktionsvirksomheders udviklingsmuligheder. Lokalplanen vurderes derfor at være i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for produktionsvirksomheder.
Lokalplanområdet ligger inden for bufferzonen på 500 m fra risikovirksomheden Topsoe. Hensynet til risikoen for større uheld skal derfor inddrages i planlægningen.
Frederikssund Kommune har forud for tilvejebringelsen af lokalplanen foretaget en høring af berørte risikomyndigheder, jf. § 3 Følgende risikomyndigheder er hørt: Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Nordsjællands Politi og Frederiksborg Brand og Redning.
Miljøstyrelsen eller Arbejdstilsynet har ikke bemærkninger til planlægningen. Fredensborg Brand og Redning har fremsendt generelle kommentarer, som der tages højde for i planlægningen og dermed ikke giver anledning til ændringer af planlægningen. Nordsjællands Politi er ikke vendt tilbage.
Lokalplanområdet ligger delvist inden for et område, som i Kommuneplan 2025 er udpeget til et område med fokus på klimasikring.
Risiko for oversvømmelse ved skybrud
Inden for lokalplanområdet er der områder med risiko for oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
Lokalplanen sikrer, at regnvand håndteres lokalt inden for lokalplanområdet samt at forskellige LAR-løsninger kan anvendes inden for området. Derudover giver lokalplanen mulighed for terrænbearbejdning i forbindelse med byggemodningen, hvilket giver mulighed for at tage højde for oversvømmelsesrisiko i lavninger ved voldsomme regnhændelser.
Der skal i forbindelse med projektering af projektet udarbejdes en vandhåndteringsplan, som skal fastsætte de endelige løsninger for lokal håndtering af regnvand. Frederikssund Kommune vurderer, at lokalplanområdet bliver sikret mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
Terrænnært grundvand
Inden for lokalplanområdet er der områder, hvor det estimeres, at dybden til grundvandet er 0,5-2 m under terræn.
Det kan betyde, at der i anlægsfasen af projektet kan blive behov for at foretage midlertidige grundvandssænkninger. Grundvandssænkning og udledning af oppumpet grundvand i anlægsfasen kræver tilladelse og dispensation fra Frederikssund Kommune, hvis der oppumpes mere end 100.000 m³/år eller i mere end 2 år. Tilladelse kræves også, hvis der inden for 300 meter er vandindvindingsboringer, der skal tages hensyn til jf. VFL §26 stk. 2. Planens gennemførelse vurderes ikke at medføre risiko for forringelse af grundvandsforekomsternes kvantitative tilstand eller risiko for påvirkning af overfladevand i anlægsfasen, da de forventede grundvandssænkninger er midlertidige og af begrænset omfang. Påvirkning af nærliggende beskyttet natur skal vurderes i miljøkonsekvensvurderingen, men kan efter behov undgås ved reinfiltration af det oppumpede vand, baseret på monitering af sænkningen mellem vejen og naturlokaliteterne.
Da der kun graves terrænnært og hovedsageligt i lerede lag, vil anlægsaktiviteterne ikke medføre nogen påvirkning på kvalitet eller kvantitet af det dybe grundvand, som udnyttes til drikkevand. Det terrænnære grundvand forventes ligeledes ikke påvirket.
Der kan i driftsfasen være behov for permanent dræning af sporkasser, grøfter og underføring ved Frederikssundsvej. Den nærmere undersøgelser af jordbundsforhold og behov for permanent dræning foretages i forbindelse med miljøkonsekvensvurdering af projektet. Her kan der også blive stillet krav til design af anlæggene for at minimere eventuelle påvirkninger på grundvandsforekomsterne.
Lokalplanområdet ligger delvist inden for et de udpegede kirkeomgivelser for Oppe Sundby Kirke. Inden for de udpegede kirkeomgivelser, skal der ved byggeri, anlæg og skovplantning tages hensyn til kirkens landskabelige beliggenhed og udsigten til og fra kirken.
Det område i lokalplanen, der er ligger delvist inden for kirkeomgivelser, er område til etablering af en stibroforbindelse over Frederikssundvej og sporarealerne i lokalplanen. Det betyder, at terrænet kan blive hævet i dette område inden for lokalplansafgrænsningen. Stibroforbindelsen vil ligge i ca. kote 21, hvor den er højst, dvs. over spor og vej. Indenfor området udpeget til kirkeomgivelser til terrænet derfor falde igen fra kote 21. Det eksisterende terræn stiger fra syd mod nord, og ligger i kote 25, hvor kirken ligger.
Samtidig giver stibroforbindelsen mulighed for større indblik til kirken for gående og cyklister, der benytter stibroen. Ligesom stibroen etableres med værn, der har en høj transparens, så den giver mulighed for kig gennem den.
Da det samtidig er en mindre del og i den sydligste ende af den udpegede kirkeomgivelse, som lokalplanområdet ligger inden for, vil det udgøre en mindre påvirkning af udsigten til kirken.
På denne baggrund har Frederikssund Kommune vurderet, at lokalplanens realisering kan ske under hensyntagen til de udpegede kirkeomgivelser for Oppe Sundby Kirke.
Samtidig med, at Frederikssund Kommune udarbejder denne lokalplan, udarbejder kommunen et kommuneplantillæg, der udlægger nye rammer, som muliggør denne lokalplan.
Der udlægges en ny kommuneplanramme, mens en anden udvides ift. afgrænsning og anvendelse:
E 2.4 Erhvervsområde Haldor Topsøe Park
LT 1.1 Sporanlæg og landskabstekniske anlæg vest for Frederikssundsvej
Når Byrådet endeligt vedtager kommuneplantillæg 001, vil den geografiske afgrænsning af følgende kommuneplanrammer T 2.1, T 2.2, T 2.3, BB 2.1 og E 2.2, E 2.4 blive ændret.
Når Byrådet vedtager kommuneplantillæg 001, er lokalplan 179 i overensstemmelse med gældende kommuneplan.
Planloven
Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen. Den vestligste del af lokalplanområdet ligger i ca. 1,4 km fra Roskilde Fjord. Delområde 1 i lokalplanområdet, der ligger øst for Frederikssundsvej og indenfor byudviklingsområdet i Vinge, ligger i en afstand på ca. 2,5 km fra Roskilde Fjord. Kystnærhedszonen er en 3 km bred zone, som dækker alle landets kyster og omfatter arealer i sommerhusområder og landzone.
Ved lokalplanlægning for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen skal lokalplanen redegøre for den visuelle påvirkning af omgivelserne, og ved bygningshøjder over 8,5 m skal den begrunde den større højde. Herudover skal redegørelsen omfatte eventuelle andre forhold, der er væsentlige for varetagelsen af natur- og friluftsmæssige interesser.
De nationale planlægningsinteresser skal først og fremmest sikre, at kysterne friholdes for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængige af nærhed til kysten. Det indebærer blandt andet, at kommunerne skal vurdere alternative udviklingsmuligheder.
DSBs værksted til S-tog vurderes at være et anlæg af samfundsmæssig væsentlig karakter. DSB har afsøgt alternative placeringer til deres anlæg, men ikke fundet andre egnede placering uden binderinger, der forhindrer opførelse af anlægget. Det skyldes, at anlægget kræver et stort areal og samtidig skal ligge tæt på det eksisterende S-togsnet, som værkstedet skal betjene.
Den vestlige del af lokalplanområde er delområde 2, der ligger i landzone og kan anvendes til spor, regnvandshåndtering og mindre sekundære bebyggelser på højst 6 m. Det vurderes således ikke, at området vil have en visuel påvirkning på kysten.
I forbindelse med lokalplanen er der foretaget en vurdering af, hvordan etableringen af det planlagte erhvervsbyggeri vil påvirke kystlandskabet. Frederikssund Kommune vurderer, at etableringen af det planlagte erhvervsbyggeri ikke påvirker kystlandskabet visuelt. Dette skyldes først og fremmest afstanden på ca. 2.5 km samt terrænforhold, vejanlæg og bymæssig bebyggelse på det mellemliggende areal.
Erhvervsbyggeriet kan bygges i op til 15 meters højde (inklusiv tekniske anlæg) i den del af lokalplanområdet, der ligger i det eksisterende erhvervsområde i Vinge. Bebyggelsen skal ses som en del af en samlet erhvervsudvikling i den nordlige del af Vinge, der ligger i forlængelse af det eksisterende erhvervsområde i det sydlige Frederikssund, og som en del af byen Vinge, som gradvist udvikles. I kommuneplanen gives mulighed for at bygge i op til 15 m inden for erhvervsområdet. I den sydlige del af delområde 1 gives mulighed for en bebyggelse i en højde på op til 10 m med mulighed for tekniske anlæg ovenpå bygningen, så den samlede højde kan blive op til 12,5 m. Bebyggelsen placeres lavere end det eksisterende terræn, da der er behov for at terrænregulere ned til 4 m under eksisterende terræn af hensyn til funktionaliteten i området. Derfor vil byggeriet opleves lavere, da det placeres lavere end eksisterende terræn. På sigt vil der blive bygget på arealerne vest for lokalplanområdet, og erhvervsområdet vil således indgå i byens øvrige profil.
Se visualiseringer under Øvrige bilag.
Påvirkningen vurderes således ikke at være væsentlig.
Området er ikke omfattet af gældende lokalplaner.
Der ophæves ingen tilstandsserviutter i forbindelse med byrådets endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelsen af lokalplan 179.
Indenfor lokalplanområdet er en række privatretlige rådighedsservitutter, som ejendomsejer efterfølgende må lave aftaler om aflysning af.
Der er tinglyst vejbyggelinjer langs Frederikssundsvej på 19,25 m fra vejmidten mod øst og 30,75 m fra vejmidten mod vest. For rundkørslen Frederikssundvej, Strandvangen og Haldor Topsøe Park, er der tinglyst byggelinje i afstand af 20 m fra rundkørslen yderste kørebanekant.
Der er tinglyst afstandskrav til køreledninger på banestrækningen mellem Ballerup og Frederikssund. Der er pålagt restriktioner på mellem 3m og 19 m. Tinglyste vejbyggelinjer fremgår af kortbilag 3. Inden for vejbyggelinjen må der ikke uden Vejdirektoratets/Banedanmark/Frederikssunds Kommunes dispensation opføres bebyggelse, beplantning eller indrettes anlæg af blivende art inden for vejbyggelinjerne.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af planloven ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom.
Det kan være nødvendigt at ekspropriere forud for realisering af lokalplanen. Lokalplanen skal derfor danne grundlag for ekspropriation.
Ekspropriation kan kun ske under opfyldelse af en række betingelser:
- Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation
- Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført
- Ekspropriation må kun ske til fordel for almenvellet (almene samfundsinteresser)
- Ekspropriation til fordel for en privat aktør er ikke udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder imidlertid et skærpet krav til ekspropriationens nødvendighed, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private
- Ekspropriationen skal være nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realisering af ekspropriationsformålet
- Ekspropriationens omfang skal være rimeligt i forhold til det formål, som der eksproprieres til.
Adgangen til at foretage ekspropriation efter lokalplaner, som er sendt i høring efter 1. januar 2019 bortfalder, hvis der ikke er truffet ekspropriationsbeslutning inden 5 år efter offentliggørelsen af den endeligt vedtagne lokalplan. Det er kommunalbestyrelsen, der kan beslutte at ekspropriere i medfør af en lokalplan.
Samfundsmæssig væsentlig karakter
Lokalplanen skal give mulighed for, at DSB kan etablere værksted for fremtidens førerløse S-tog. De førerløse S-tog skal forbedre udbuddet og attraktionen af kollektiv transport, herunder flere togafgange og en mere effektiv drift for hele hovedstadsområdet. Det er samtidig et bidrag til et grønnere og mere bæredygtigt transportvalg.
Værkstedet er af afgørende betydning for implementeringen og driften af fremtidens S-tog, hvor nuværende S-tog udfases.
Værkstedet forventes at kunne bidrage med op imod 300 nye arbejdspladser, hvoraf et udsnit af medarbejderne forventes at være kommende tilflyttere til Frederikssund Kommune. Begge dele anses som værende i kommunens og samfundets brede interesse.
Med planlægningen for værkstedet indarbejdes specifikke tiltag til varetagelse af støjmæssige hensyn på de tilstødende byudviklingsområder i Vinge mod øst. Med de specifikke tiltag for afskærmning mv. vil støj fra såvel værkstedsområdet som fra den kommende motorvej kunne sikres overholdt ved brug af samlet effektiv løsning. Dette som alternativ til mere lokale afskærmningsløsninger
i de enkelte boligbebyggelser.
Samlet vurderes det, at anvendelsen af planområdet til S-togsværkstedet udgør et offentligt sagligt formål samt understøtter en række almene samfundsinteresser på flere niveauer – både regionalt, i kommunen og for en række af de kommende byområder i Vinge.
Projektets nødvendighed og tidsmæssige aktualitet
Værkstedet er af afgørende betydning for implementeringen og driften af fremtidens S-tog, hvor de nuværende S-tog udfases.
DSB har i de tidligere faser undersøgt mulighederne for at anvende DSB’s eksisterende arealer og faciliteter på banenettet til formålet. Det er imidlertid ikke lykkes at finde den nødvendige kapacitet på de eksisterende værksteder, ligesom det heller ikke har været muligt at finde realistiske alternativer i hovedstadsområdet uden væsentlige bindinger. Placeringen i Vinge kan imødegå de forskellige krav og behov knyttet til værkstedet.
Projektet for fremtidens S-bane er løbende udviklet, kvalificeret og budgetlagt siden 2017 og blev i 2021 inkluderet i den statslige aftale om Infrastrukturplan 2035. Det forventes, at der i løbet af 2025 træffes aftale om leveringen af de nye S-tog samt vedligeholdelsen af disse. De første testkørsler forventes opstartet på linje F (Ringbanen) i løbet af 2031 og med forventet fuld drift på samme linje i 2032-33. I ca. 2039 forventes udrulningen af fremtidens S-bane i at være fuldt implementeret.
I henhold til tidsplanen skal værkstedet således står klart til ibrugtagning senest 2031, hvor de første testkørsler skal løbe af stablen. Det betyder, at de første dele af selve bygge- og anlægsarbejdet skal i gang fra ca. medio 2027 med forudgående indhentning af byggetilladelse og andre myndighedstilladelser samt vedtagelse af plangrundlag.
Samlet vurderes det, at etableringen af et nyt værksted i Vinge til ibrugtagning senest 2031 er en afgørende forudsætning og nødvendighed for udrulningen af planen for indførelse af førerløse S-tog i Hovedstadsområdet samt af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af Lokalplan 179. Det vurderes, at lokalplanen har en sådan karakter, at kun en statslig aktør som DSB vil kunne forestå realiseringen.
Lokalplanens præcision
Lokalplanen er en projektlokalplan, der indeholder specifikke anvendelsesbestemmelser og detaljerede udpegninger og bestemmelser for byggefelter sporanlæg, vej- og stiadgange, primære regnvandsbassiner, støjafskærmning mv.
Reguleringen sker med afsæt i situationsplanen, kortbilag 5, hvor lokalplanens afgrænsning er markeret med rødt. Lokalplanen vurderes derfor at have den nødvendige præcision ift. at danne grundlag for eventuel ekspropriation.
Lokalplanen giver mulighed for støjende aktiviteter i form af værkstedsvirksomhed og tilhørende spor. Derudover grænser lokalplanområdet op til den kommende motorvej, som også vil have en støjpåvirkning.
Støj i og uden for lokalplanområdet reguleres af miljølovgivningen. Ved realisering af lokalplanen skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for hhv. støj fra vejtrafik samt støj fra virksomheder kan sikres overholdt, herunder bl.a. for kommende boligbebyggelse mod øst. Se Miljøstyrelsens støjvejledning for yderligere information.
Virksomhedsstøj fra S-togværkstedet
Mod omkringliggende kommende blandet bolig- og erhvervsområde, Skovlandet, må der ikke støjes mere end 50 dB fra virksomhedsstøj i dagtimer og 40 dB om natten.
Der er udarbejdet en støjredegørelse for virksomhedsstøj fra området. Støjredegørelsen viser, at støjkilderne fra værkstedsaktiviteterne indebærer rangeringen af S-togene, dvs. togbevægelser, sammensætning, opdeling og flytning af S-togene på sporene inden for lokalplanområdet til de forskellige faciliteter. Derudover er det støj fra vaskehallen og øvrige aktiviteter, der vil primært til foregå indendørs samt lastbilkørsel mv inden for området. Det er er vaskehallen, der er den mest betydende støjkilde. Denne er placeret ud for de kommende boligområder.
I støjredegørelsen er foretaget beregninger på 8 punkter, hvor 6 af dem er beliggende op til det kommende blandet bolig- og erhvervsområde i Vinge. Støjberegningerne foretaget på tre forskellige scenarier. I scenarie 0 etableres ingen støjafskærmning, hvilket betyder, at grænseværdierne overskrides ved beregningspunkterne tæt ved vaskehallen, hvor det kommende blandet bolig- og erhvervsområde er nabo. Scenariet viser, at der er brug for støjafskærmning for at overholde grænseværdierne.
Scenarie 1 er en beregning, hvor der etableres støjafskærmning på toppen af skråningen i lokalplanområdet. Scenariet viser, at støjniveauerne ligger under grænseværdierne for alle beregningspunkter. Dog ligger det beregnede støjniveau i natperioden i beregningspunkt 2, som er lige ved vaskehallen, lige præcis på støjgrænsen. Løsningen indebærer en støjafskærmning på 3 m.
Scenarie 2 er en beregning, hvor der etableres støjafskærmning ved servicevejen i lokalplanområdet. Scenariet viser, at støjniveauerne ligger under grænseværdierne for alle beregningspunkter. Løsningen indebærer en støjafskærmning på mellem 4-8 m.
Støj fra kommende motorvej
Etableringen af S-tog værkstedet gør, at der ikke længere er plads til den tidligere planlagte jordvold langs motorvejen. Uden støjafskærmning, viser beregninger, at støjgrænserne vil være overskredet i en stor del af udviklingsområdet for Vinge by.
Der er foretaget støjberegninger på tre scenarier for, hvordan støjgrænseværdierne kan overholdes i det kommende udviklingsområde i Vinge. Scenarierne er valgt ud fra, at de er praktisk mulige inden for det tilgængelige areal. Scenarierne er både med støjskærm og støjvolde eller en kombination heraf. De varierer i forskellige højde afhængigt af afstand til støjkilden, motorvejen. Des tættere støjafskærmningen kan placeres på støjkilden, des lavere afskærmning er der brug for.
Resultaterne af støjberegningerne viser, at støjgrænserne kan overholdes i alle beregningspunkter, ved en løsning med en støjskærm på mindst 6 meters højde, placeret 1,5 meter fra vejkanten, ved en løsning med en støjskærm på mindst 8 m placeret i kommende vejskel, samt ved en kombinationsløsning, med en støjskærm oven på en støjvold, med en samlet højde på 12 meter, placeret med støjvolden startende 3 meter fra vejskel.
Den endelige løsning fastlægges i projekteringsfasen.
Resultaterne viser, at de tre scenarier overordnet giver en bedre støjbeskyttelse end referencescenariet, som er den oprindelige støjafskærmning med jordvolde, der var planlagt til at ligge på dele af lokalplanområdet.
Lokalplanen sikrer, at støjdæmpende foranstaltninger etableres, ved at fastsætte bestemmelser om etablering som forudsætning for ibrugtagen af byggeri.
Anden lovgivning
Frederikssund kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.
Fingerplanen opdeler hovedstadsområdet i fire geografiske områder: det indre storbyområde, det ydre storbyområde, de grønne kiler og det øvrige hovedstadsområde. Det indre storbyområde findes ikke i Frederikssund Kommune.
Byfinger inden for det ydre storbyområde
Delområde 1 ligger i det ydre storbyområde inden for byfingeren, hvor der må ske byudvikling. Byfunktioner, som har intensiv karakter, skal placeres inden for de stationsnære områder.
Udviklingen af lokalplanområdet sker på grundlag af Udviklingsplanen for den nye by Vinge, Udviklingsplan 2021 – fremtidens Vinge. Planområdet indgår i en samlet større udvikling af det nordlige Vinge, hvor erhvervsudviklingen foregår som et sammenhængende træk, der bindes sammen af en løbende udbygning af infrastrukturen og skabelsen af en sammenhængende grøn struktur - Det Grønne Hjerte - som løber gennem Vinge fra nord til syd. Lokalplanområdet vil således blive en del af et sammenhængende by- og erhvervsområde.
Lokalplanområdet skal anvendes til værkstedsfaciliteter for fremtiden S-tog med tilhørende spor. Hovedparten af aktiviteterne vil være i forbindelse med værkstedet. Dog etableres i forbindelse med værkstedsbygningen et mindre areal til faste kontorarbejdspladser til egen administration. Kontorfunktionerne forventes at udgøre ca. 1.280 m2. Lokalplanen giver mulighed for op til 1.500 etagemeter. Frederikssund Kommune vurderer hermed, at lokalplanen er i overensstemmelse med Fingerplanens stationsnærhedsprincip.
Landområde i det ydre storbyområde
Delområde 2 ligger i det ydre storbyområde inden for landområdet. Der kan udlægges ny byzone i landområdet i det ydre storbyområde, når det følger planlovens regler om byvækst, og der foretages en afvejning mellem byudviklingsinteresser og øvrige overordnede arealinteresser.
Landzonestatussen indenfor delområde 2 fastholdes. Indenfor delområde 2 planlægges der for broforbindelse, tilkørselsspor, regnvandsbassin og stibroforbindelse. Disse anvendelser kan ligge i landzone og behøver derfor ikke ligge indenfor byzone eller indenfor byfingeren.
Lokalplanen vurderes dermed at være i overensstemmelse med Fingerplanen.
Frederikssund Kommune skal sikre, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Frederikssund Kommune kan ikke give tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Natura 2000-område
Planen omfatter et område, hvor det vestligste punkt ligger ca. 1.400 m fra nærmeste Natura 2000-område, Roskilde Fjord. Ved realisering af lokalplanen forventes der en let øget tilstrømning til Roskilde Fjord gennem vandløb som resultat af øget beskæftigelsesgrad og bebyggelse. Det kan medføre øget erosion ved udløbet til fjorden, samt øget sediment- og næringsstoftilførsel. Den samlede forøgede tilstrømning via vandløbet/vandløbene vurderes at udgøre få liter i sekundet, samt at være en meget lille del af den samlede vandføring. Selv hvis vand fra den sydlige del af lokalplanområdet (som i dag løber til Marbækrenden mod syd) skal pumpes over vandskel til Sillebro Å, vil der være tale om vandmængder som for størstedelen allerede i dag afledes, om end diffust, til vandløb via dræn og overfladevandsafstrømning.
§3-beskyttet sø
I den sydlige del af lokalplanområdet, vest for Frederikssundsvej i delområde 2, ligger en §3-beskyttet sø på ca. 140 m2. Søen er tilgroet uden beplantning omkring. Tilstanden i søen vurderes at være ringe. Ved besigtigelse af søen i paddesæson 2025 er der fundet tilstedeværelse af 5 individer af lille vandsalamander. Søen bevares og i forbindelse med anlægsarbejder skal der etableres paddehegn for beskyttelse af lille vandsalamander.
Bilag VI-arter
Inden for lokalplanområdet er fundet 5 voksne individer af lille vandsalamander ved den §3-beskyttet sø. Padderne forventes at raste i haverne ved de to nærliggende boliger samt et lille skovområde syd for søen. Skov og beplantning i haverne er nu fældet af ejerne. Det resulterer i begrænsede rasteområder for vandsalamanderne. Anlægsarbejderne forventes ligeledes at påvirke rasteområderne for vandsalamanderne.
Diger, levende hegn, fredskoven og øvrige haver inden for planområdet kan udgøre rasteområder og forbindelse imellem biotoperne inden for, samt uden for planområdet, men udgør ikke ynglelokaliteter.
Ved feltundersøgelser er registreret 20 flagermusegnede træer, hvoraf 3 er beliggende indenfor lokalplanområdet. Derudover er kortlagt to potentielle ledelinjer for flagermus; det levende hegn langs Frederikssundsvej og samt den nordlige fredskovskant. Ved de tre gåde i lokalplanområdet viser feltundersøgelserne, at der er lav aktivitet og udelukkende overflyvende individer samt fouragerende individer omkring fredskoven. De undersøgte ledelinjer vurderes kun at udgøre ledelinjer og fourageringshabitat i begrænset omfang og påvirkningen vurderes derfor at være lille.
Frederikssund Kommune vurderer, at planen ikke påvirker internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Lokalplanområdet skal spildevandskloakeres. Der etableres således et ledningssystem til afledning af spildevand. Overfladevand skal håndteres lokal og af grundejer.
Der udarbejdes et tillæg til spildevandsplan 2013-2021, der sikrer ovenstående, i forlængelse af lokalplanens vedtagelse. Spildevand ledes til forsyningens spildevandsledning og videre til Frederikssund renseanlæg.
Lokalplanområdet er delt i to vandoplande. Regnvand skal som udgangspunkt ledes fra vandopland til tilhørende recipient.
Inden for planområdet kan der etableres op til flere LAR-løsninger (Lokal afledning af regnvand), f.eks. ved etablering af forsinkelsesbassiner. LAR-løsninger skal leve op til BAT (Best Available Techniques).
Ved etablering af regnvandsbassiner skal de etableres som åbne, organisk formet bassiner med et naturligt udtryk. I den nordlige del af lokalplanområdet kan suppleres med et underjordisk bassin. Løsningerne skal etableres med tæt bund eller med renseløsninger, hvis overfladevand fra befæstede arealer og tage skal nedsives.
Kommunen har sandsynliggjort, at området bliver spildevandskloakeret og regnvandet bliver håndteret inden for lokalplanområdet. Der udarbejdes sideløbende med lokalplanudarbejdelsen et tillæg til spildevandsplanen.
Bebyggelsen kan først tages i brug når tillæg til spildevandsplanen er vedtaget, og der er opnået tilslutning til forsyningens hhv. regnvands- og spildevandsledning.
Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for lokalplanområdet.
Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.
Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.
Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.
Planområdet ligger mod nord ca. 215 m m fra målsat vandområde, Sillebro Å, jf. vandområdeplanerne. I den sydlige del af lokalplanområdet ligger det målsætte, rørlagte vandløb Marbækrenden ca. 160 m.
Ved udledning til det målsatte vandløb Sillebro Å og Marbækrenden skal det sikres, at udløbskoncentrationer af de miljøfarlige forurenende stoffer, ligger under miljøkvalitetskravet således, at udledningen ikke medfører forringelse og miljømålshindring af vandløbene.
Grundvand
Lokalplanens område ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og i et nitratfølsomt indvindingsopland. Der er derfor udarbejdet en supplerende grundvandsredegørelse for lokalplanområdet, der supplerer den samlede grundvandsredegørelse for Frederikssund Kommune.
Der må således ikke nedsives beskidt vand fra tage eller veje og parkeringspladser mv. til grundvandet. Vandet skal i stedet ledes til regnvandsledning, og overflader og belægninger skal være tætte, det er sikret med lokalplanen.
Under hensyn til beskyttelsens af drikkevandsinteresserne i området, stiller lokalplanen krav om, at virksomheder der håndterer materialer som udgør en potentiel forureningsrisiko for grundvandressourcen, skal sikre at disse ikke udledes og nedsives. Det betyder blandt andet, at alle områder, hvor der håndteres stoffer som udgør en potentiel risiko for grundvandet, ligeledes skal befæstes med en tæt belægning, der er indrettet med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning. Udendørs områder til oplag til affald, materialer mv samt arbejdsarealer, hvor der kan forekomme spild af forurenende stoffer skal være indrettet på en måde, så spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og kloak. Lokalplanen fastlægger desuden bestemmelser om, at zink, kobber og bly ikke må anvendes som byggemateriale til nedløbsrør, facadebeklædning, inddækninger eller andre udvendige bygningsdele.
Området ligger ikke i boringsnært beskyttelsesområde (BNBO).
På baggrund af ovenstående, og da lokalplanen
hverken forringer eller forhindrer de fastlagte miljømål og derudover er i overensstemmelse med vandområdeplanen, vurderes det, at arealanvendelsen til erhvervsformål ikke vil medføre påvirkning af eller en øget risiko for grundvandet.
Hvis der i forbindelse med jordarbejder, fx ved bygge- og anlægsarbejder, dukker spor af fortidsminder op, skal arbejdet standses, i det omfang det berører fortidsmindet, i medfør af museumslovens § 27. Fundet skal straks anmeldes til Roskilde Museum, ROMU.
Lokalplanområdet er delvist omfattet af Oppe Sundby Kirkes kirkebyggelinje efter Naturbeskyttelseslovens § 19. Kirkebyggelinjen har til formål at beskytte kirker, der ligger mere eller mindre åbent i landskabet, mod, at der opføres bebyggelse, som virker skæmmende på kirken eller hindrer kirkens synlighed i landskabet. Inden for en afstand på 300 meter fra Oppe Sundby Kirke må der således ikke opføres byggeri eller anlæg med en højde på over 8,5 meter i forhold til naturligt terræn.
Den del af lokalplanområdet, der ligger indenfor Oppe Sundby Kirkes kirkebyggelinje er den sidste del af stibroforbindelsen ved landingspunktet i den eksisterende busvej. Stibroforbindelsens højde vil derfor ikke inden for kirkebyggelinjen overstige 8,5 m over det eksisterende terræn. Det eksisterende terræn er i forvejen højt beliggende i kote omkring 21. Stibroforbindelsen skal have en topkote over kommende motorvej og sporanlæg på omkring 21, der er derfor ikke behov for at etablere stibroforbindelsen i mere end 8,5 m over eksisterende terræn. Stibroforbindelsen forventes at lande ved Busvej i dennes eksisterende kote.
Lokalplanen respekterer dermed kirkebyggelinjen efter naturbeskyttelseslovens § 19.
Der er vejbyggelinjer langs Frederikssundvej og ved rundkørslen ved Strandvangen/Frederikssundsvej/Haldor Topsøe Park. Der er desuden en vejbyggelinje langs Haldor Topsøe Park. Vejbyggelinjerne skal respekteres.
En del af lokalplanområdet ligger inden for skovbyggelinjen fra et skovstykke på 1,2 ha lige syd for Haveforeningen Bjerget i Oppe Sundby, Frederikssund. Skovbyggelinjen hører under Naturbeskyttelseslovens § 17. Skovbyggelinjens formål er at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet og at bevare skovbrynene, som er værdifulde levesteder for plante- og dyreliv. Skovbyggelinjen regnes 300 meter fra skovbrynet, og inden for denne afstand er der, med enkelte undtagelser, forbud mod at bygge.
Det er den vestligste del af lokalplanområdet, der ligger inden for skovbyggelinjen. Inden for denne del af lokalplanområdet etableres kun spor til til- og afkørsel for s-togene mellem værkstedet og hovedsporene i s-togsnettet. Lokalplanområdet er derfor omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 17, stk. 2 nr. 6, hvilket betyder, at bebyggelse, der ikke kræver landzonetilladelse efter planlovens §36 i de fleste tilfælde også kan opføres uden dispensation fra skovbyggelinjen. Planlovens § 36 stk. 1 nr. 9 foreskriver, at "Byggeri, der i bygningsreglement er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-, forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse" er undtaget af krav om landzonetilladelse. Trafikale anlæg er undtaget af bygningsreglementet.
Lokalplanen tager så vidt muligt hensyn til de nuværende forhold, herunder også skovbyggelinjen. Lokalplanen kræver ikke reduktion af eller dispensation fra skovbyggelinjen.
Anden planlægning
Planområdet ligger indenfor den samlede udviklingsplan for Vinge "Fremtidens Vinge" fra 2021. Den nordlige del af planområdet skal udvikles som et moderne erhvervsområde med særligt fokus på bæredygtighed og en grøn erhvervsprofil.
Byudviklingen skal tage afsæt i de naturværdier, der findes i området i dag og en grøn struktur, i form af Det Grønne Hjerte, skal forbinde Vinge by med de rekreative omgivelser samtidigt med, at den grønne struktur understøtter biodiversiteten og bylivet i Vinge By.
I udviklingsplanen er udlagt arealer med mulighed for erhverv langs den vestlige side af Vinges afgrænsning. En del af det område er inden for lokalplanafgrænsningen.
Lokalplanen udlægger en grøn zone, der skal understøtte oplevelsen af en grøn struktur i Vinge.
Vinge Kvalitetsprogram blev vedtaget af Byrådet i 2024 og har til formål at give retning for den kommende udvikling i Vinge. Det er et styringsværktøj til, hvordan visionen om Vinge som en bæredygtig og grøn by med gode byliv opnås.
Kvalitetsprogrammet bygger bl.a. på udviklingsplanen "Fremtidens Vinge". I kvalitetsprogrammet defineres Vinges bydele, hvor lokalplanområdet overvejende ligger i bydelen "Det grønne erhvervskvarter", men også berører udkanten af "Skovlandet".
Som et bærende identitet for Vinge er Det Grønne Hjerte, der går fra nord til syd og binder Vinge sammen i den grønne byfælled, hvor alle kan mødes til fælles aktiviteter. Lokalplanen afgrænses i det eksisterende erhvervsområde mod øst af Det Grønne Hjerte.
Formålet med Jordhåndteringsstrategi Vinge 2022 er at begrænse mængden af overskudsjord i Vinge og dermed reducere og begrænse gener, som jordhåndtering kan medføre i form af øget trafik, forurening og støj.
Målsætninger
1. Reducer overskudsjord og tilpas byggeriet i landskabet.
2. Håndter overskudsjord på egen matrikel - gør overskudsjord til projektjord.
3. Håndter resterende overskudsjord indenfor Vinge.
En del af lokalplanområdet er beliggende inden for et område (arealer langs kommende motorvej), der var tiltænkt nyttiggørelse af overskudsjord fra byudviklingen. Det skulle ske ved at indarbejde overskudsjord i støjafskærmning mod kommende motorvej. Det er ikke længere muligt ved realisering af lokalplan for S-togsværkstedet. Derfor er jordhåndteringsstrategien opdateret i 2025 med en udvidelse af handleplanerne for nyttiggørelse af overskudsjord på areal vest for Frederikssundsvej.
Der arbejdes i projektet med at reducere mængden af overskudsjord og at indpasse byggeriet i landskabet, men pga. store terrænforskelle i landskabet inden for lokalplanområdet samt tekniske krav til hældninger på sporanlæg, er der behov for større terrænbearbejdninger. Lokalplanen giver mulighed for, at en del af overskudsjorden kan håndteres inden for lokalplanområdet. Der kan bl.a. etableres bakkede landskaber i øst- og vestsiden af lokalplanafgrænsningen inden for Vinges areal samt anvendes overskudsjord i forbindelse med etablering af stibroforbindelsen vest for Frederikssundsvej.



