Beliggenhed og eksisterende forhold

Beliggenhed

Området ligger i det sydlige Vinge i den sydøstlige del af kommunen, ca. 1,8 kilometer sydøst for Frederikssund By.

Området grænser mod vest op til Slots- og Kulturstyrelsens Fællesmagasin og mod øst op til åbne ubebyggede arealer i Det Grønne Hjerte ved Præstemosen, hvor der er planlagt et større regnvandsbassin (Bassin B308-2).

Mod syd grænser området op til de kommende boligområder i Søkvarteret, der er planlagt til hhv. parcelhuse og Tiny Houses. Endelig er der mod nord grænse til et fremtidigt byudviklingsområde med primært boliger.

Vinge Station og det centrale Vinge ligger ca. 400 m længere mod nord, mens landsbyen Store Rørbæk ligger ca. 400 m mod syd.

Eksisterende forhold og historik

Planområdet har et samlet areal på ca. 2,9 ha og omfatter dele af ejendommene Solvænget 29 og 31 (matrikelnumrene 1f og 1g), begge af ejerlavet Snostrup By, Snostrup. Området ligger i landzone, men overføres til byzone med lokalplanen.

Området er kommunalt ejet og dyrkes kun ekstensivt, da større dele fremstår med træbeplantning og levende hegn samt en §3-beskyttet sø, jf. kortbilag 1. Blandt andet fremtræder skelgrænsen mellem de to ejendomme med et markant nord-sydgående levende hegn, ligesom de arealer, hvor der tidligere var private haver samt søen, er afskærmet af tætte beplantninger med en blandet karakter og høj grad af biodiversitet, jf. figur 9.

Den vestlige del af området (Solvænget 31) er ryddet for bebyggelse, mens Solvænget 29 fortsat rummer den eksisterende – men rømmede – gårdbebyggelse med stuehus, staldlænger, garage mv. Stuehuset har et areal på ca. 300 m², mens de øvrige bygninger har et samlet areal på ca. 780 m². Fotos af den eksisterende bebyggelse ses på figur 10 og registrering fra området ses på figur 11.

Figur 9: Eksisterende bebyggelse og beplantning i området - primært i delområde 2.

Landskabsmæssigt skråner området med fald i østlig retning. Terrænet ligger således i kote ca. 19 (DVR90) i vest, hvorefter det falder til kote ca. 12,5-13,0 (DVR90) ved søen og bebyggelsen i områdets østlige del.

Området vejbetjenes i dag fra Solvænget, der forløber langs områdets sydlige grænse. Herudover er der i overgangen til fællesmagasinet mod vest etableret en asfalteret stiforbindelse (c-d), der er en del af hovedstiforbindelsen i Det Grønne Hjerte og som på sigt skal forbinde hele Vinge fra nord til syd. Ved stien er der endvidere opsat en mobilmast, jf. kortbilag 1.

Figur 10: Registrering af eksisterende bebyggelse, beplantning, naturværdier mv. i planområdet (Foråret 2022, Frederikssund Kommune).