Beliggenhed og eksisterende forhold

Beliggenhed

Området ligger i Lille Blødevej-kvarteret, i det stationsnære kerneområde i Frederikssund midtby. Matriklen, der planlægges for i denne lokalplan, ligger i udkanten af Lille Blødevej-kvarteret, afgrænset af A C Hansensvej mod nordøst og Lærkevej mod nordvest. Mod syd er Stationsparken, et boligområde med rækkehuse i ét plan.

På den modsatte side af A C Hansensvej ligger en lav kontorbygning, med jernbanen og Frederikssund Station placeret bagved. På den modsatte side af Lærkevej er der opført etageboliger i op til 7 etager. Derudover er Sillebroen Shoppingcenter og gågaden (Jernbanegade) inden for gåafstand fra lokalplanområdet. Området ligger derfor både stationsnært og centralt i forhold til indkøbsmuligheder og offentlig transport.

Byggeriet i lokalplanområdet bliver en af de første bygninger man møder, hvis man ankommer til Frederikssund fra Marbækvej. Byggeriet vil også kunne ses tydeligt, når man ankommer med s-toget til Frederikssund station. Med den meget synlige beliggenhed i byen, er det arkitektoniske udtryk mod A C Hansensvej særligt vigtigt.

Eksisterende forhold og historik

På A C Hansensvej 12 lå der tidligere den kommunale institution Klub Mix. Frederikssund Kommune solgte ejendommen i 2022, og i dag står bygningerne forladt tilbage i dårlig stand.

Lille Blødevej-kvarteret er et område, der bærer præg af at være i gang med en transformation fra at være gammelt erhvervsområde til nyt boligområde. I dag består området af en blanding af nyopførte etageboliger mod A C Hansensvej, og ældre, lave erhvervsbygninger og enfamiliehuse på Lille Blødevej.

I 2010 vedtog Byrådet lokalplan 015 Byomdannelse ved Lille Blødevej, som denne matrikel er omfattet af i dag. Lokalplanen har klare principper for Lille Blødevejskvarteret, til centerområde med boliger og butikker. Lokalplanen har dog vist sig svær at realisere i praksis. Derfor er der de senere år udarbejdet flere mindre projektlokalplaner for matriklerne langs A C Hansensvej. Denne matrikel er den sidste grund langs A C Hansensvej, der mangler at blive udviklet.

Volden, der grænser op til den sydlige del af lokalplanområdet, er en tidligere jernbanevold, hvorpå sporføringen til havnen lå. Havnen er ikke længere aktiv, og sporene er blevet fjernet. Frederikssund Kommune overtog området fra DSB i 2003. Jensbaneolden rummer fine kvaliteter i form af en gammel beplantning og en trampesti mellem stationsparken og havnen. Samtidig danner volden ”væg” som afslutning af Lille Blødevej-kvarteret. Volden og beplantningen bærer præg af at have ført en lidt overset tilværelse, ligesom resten af kvarteret gør, men de rummelige og grønne kvaliteter i anlægget er åbenbare som et kvalitativt element for den centrale by.