Med hjemmel i Lov om Planlægning (lovbekendtgørelse nr. 223 af 01/03/2024 med efterfølgende tilføjelser) fastsættes følgende bestemmelser for det område der er beskrevet i § 2. Lokalplanens bestemmelser er bindende for de ejendomme, der er omfattet af lokalplanen.
Bestemmelser
Formålet med lokalplanen er:
- at udlægge området til et teknisk anlæg i form af en batteripark
- at sikre, at der etableres et beplantningsbælte omkring batteriparken, som falder naturligt ind i landskabet
Kommentar:
Formålsbestemmelsen er en del af hvad Planloven beskriver som planens principper. Der kan ikke dispenseres fra planens principper.
Kommentar:
Beplantningsbæltet skal gives en asymmetrisk udformning, som skaber en naturlig forlængelse af skovområdet syd for batteriparken.
Område
Lokalplanområdet afgrænses, som vist på kortbilag 1.
Området omfatter matrikelnummer 19i, Lyngerup By, Krogstrup, samt alle matrikler der efter XX.XX.20XX udstykkes herfra.
Zonestatus
§ 2.3.1
Området ligger i landzone og skal forblive i landzone.
§ 2.3.2
Med vedtagelse af denne lokalplan bortfalder kravet om landzonetilladelse for ændret anvendelse, samt bygge- og anlægsarbejder til en batteripark med tilhørende nedsivningsløsninger når dette sker i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser jf. Planlovens § 15, stk. 4. Bygninger og anlæg i relation til det ansøgte muliggjort på baggrund af bonusvirkningen skal fjernes fuldstændigt senest ét år efter, at driften af anlæg og driftbygninger ophører.
§ 3.1.
Området må anvendes til et teknisk anlæg i form af en batteripark med tilhørende anlæg og teknikbygninger som er nødvendige for batteriparkens drift.
§ 4.1.
Der må ske udstykning, matrikulering eller arealoverførsel inden for lokalplanområdet.
§ 5.1
Der skal minimum etableres en vejadgang til lokalplanområdet.
§ 5.2
Veje inden for lokalplanområdet skal etableres i grus.
§ 5.3
Parkeringspladser inden for lokalplanområdet skal etableres i grus.
Kommentar:
Lyngerupvej og Fjordlandsvej er statsveje. Tilslutning til disse veje skal godkendes af Vejdirektoratet.
Placering af anlæg og bebyggelse
§ 6.1.1
Alle batteriparkens bygninger og anlægsdele skal placeres inden for beplantningsbæltet og skal placeres inden for et areal på maks. 30.000 m2. Anlæg til regnvandshåndtering kan dog placeres indenfor, udenfor samt i beplantningsbæltet jf. § 8.5.1.
§ 6.1.2
Alle batteriparkens bygninger og anlægsdele med undtagelse af beplantningsbæltet og regnvandsanlæg må ikke placeres nærmere end 25 m til vestligt skel mod Energinets eksisterende højspændingsstation og skel mod Energinets fremtidige udvidelse af højspændingsstation, som er vist på kortbilag 2.
Kommentar:
Placering af anlæg og bygninger skal til enhver tid overholde gældende retningslinjer for sikkerhedsafstand til Energinets højspændingsledninger.
Omfang af anlæg og bebyggelse
§ 6.2.1
Teknikbygninger må have en højde på maks. 5 m.
§ 6.2.2
Battericontainere må have en højde på maks. 3,7 m.
§ 6.2.3
Lynafledere må have en højde på maks. 20 m.
§ 6.2.4
Transformeranlæg (switchyards) må have en højde på maks. 12,5 m.
§ 6.2.5
Resterende anlæg, som ikke er nævnt i §§ 6.2.1-6.2.4 må have en højde på maks. 5 m.
§ 6.2.6
Teknikbygninger må have et etageareal på maks. 400 m2 inden for lokalplanområdet som helhed.
§ 6.2.7
Der må ikke placeres solceller på terræn, bygninger eller anlæg.
Kommentar:
Anlægs- og bygningshøjder er målt fra det bearbejdede terræn.
Facader og tage på bebyggelse
§ 7.1.1
Facader på teknikbygninger skal være i røde teglsten eller metal i en grå eller sort farve.
§ 7.1.2
Tage på teknikbygninger skal beklædes med teglsten, betontagsten eller metal i en grå eller sort farve.
Anlæg
§ 7.2.1
Battericontainere og convertere skal være i hvid farve, som 'RAL 9003' eller i en grå farve.
Terrænregulering
§ 8.1.1
Der må ikke foretages terrænreguleringer på mere end +/- 2,5 m i forhold til det naturlige terræn som vist på kortbilag 1.
§ 8.1.2
Terrænreguleringer nærmere skel end 0,5 m er ikke tilladt.
§ 8.1.3
Niveauspring, som følge af terrænregulering, skal etableres som skråninger med bløde kurver og en hældning på højest 1:3.
Beplantning
§ 8.2.1
Der skal etableres beplantningsbælte med en bredde på min. 10 m omkring batteriparkens anlægsdele og bygninger. Beplantningsbæltet skal etableres sammenhængende med afrundende hjørner, som vist i princippet på kortbilag 2. Hele beplantningsbæltet kan parallelforskydes mod vest eller nord. Der kan undlades at etableres træer og buske, hvor der forekommer nedgravede ledninger.
§ 8.2.2
Beplantningsbæltet skal bestå af min. tre rækker træer og buske. En planterække må ikke være en lige række af beplantning, men skal etableres forskudt for hver træ eller busk. I hver række skal træer og buske plantes vekslende og overgangen mellem arter skal udføres med en vis uregelmæssighed for at give et naturligt udtryk.
§ 8.2.3
Beplantning af træer og buske skal ske med en variation af egnskarakteristiske og hjemmehørende danske arter for at øge biodiversiteten. Der skal varieres i plantearterne og arternes højder.
§ 8.2.4
Såfremt der etableres hegn jf. § 8.3.1 skal der i beplantningsbæltet etableres min. én række beplantning, hvor træerne er i minimum samme højde som hegnet.
§ 8.2.5
Såfremt der etableres en støjskærm jf. § 8.6.1 skal der i beplantningsbæltet etableres min. én række beplantning, hvor træerne er i minimum samme højde som støjskærmen.
Kommentar:
Eksempler på træer, som opfylder betingelserne i ovenstående bestemmelse: Bøg, Eg, Æble, Fuglekirsebær, Hassel, alm. Hæg, Røn og Skovfyr (stedsegrøn).
Eksempler på buske, som opfylder betingelserne i ovenstående bestemmelse: Slåen, Vrietorn, Blågrøn Rose Kristorn (stedsegrøn), Kvalkved, Tjørn, Hunderose, Skovabild, tørst, Dunet Gedeblad og Surbær.
Kommentar:
Der kan indenfor beplantningsbæltet anlægges LAR anlæg, såsom faskiner, regnbed og bassin.
Hegn
§ 8.3.1
Der må etableres trådhegn på op til 1,8 m inden for beplantningsbæltet, som vist på illustrationen nedenfor.

Belysning
§ 8.4.1
Der må etableres lyskilder omkring batteriparkens anlægsdele inden for batteripark arealet jf. § 6.1.1. Lyskilder må have en højde på maks. 5 m. Dog må der etableres lyskilder omkring transformere (switchyards) i samme højde som transformerne (switchyards).
§ 8.4.2
Lyskilder skal være afskærmet og nedadvendt, og placeres over terræn. Lyskilder skal etableres i en grå farve.
Regnvand og befæstelse
§ 8.5.1
Der må i og inden for beplantningsbæltet etableres løsning til opsamling og nedsivning af regnvand.
Støjskærm
§ 8.6.1
Der må etableres støjskærm omkring anlægget inden for beplantningsbæltet. Støjskærmen må have en højde på op til 4 m. Støjskærmen må ikke etableres i glas. Støjskærmen skal have en mørk grå, mørk grøn eller brun farve. Støjskærmen må have en glansværdi på maks. 10.
§ 9.1
Der må ikke opsættes reklameskilte. Der må placeres virksomhedsskilte, som skal placeres i tilknytning til virksomheden.
Kommentar:
Skiltning i landzone skal til enhver tid overholde Naturbeskyttelseslovens § 21.
Beplantning
§ 10.1.1
Batteriparken må ikke tage i brug før beplantning er anlagt i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 8.2.1-8.2.5.
Ophævelse af servitutter
§ 11.1.1
Ved den endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af lokalplan 181 ophæves ingen servitutter.
Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter
§ 11.2.2
Ved den endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af lokalplan 181 ophæves ingen lokalplaner eller byplanvedtægter.
Retsvirkning
Når lokalplanen er endeligt vedtaget og offentliggjort, må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18, kun udstykkes, bebygges eller anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv pligt til at udføre de anlæg med videre, der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til statens register for planer.
Dispensation
Byrådet kan meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Videregående afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved en ny lokalplan.
Dispensation kan kun ske efter en skriftlig orientering af naboer m.fl., med mindre, Byrådet skønner at dispensationen er af uvæsentlig betydning for de pågældende (planlovens § 19 og 20).
Ekspropriation
I henhold til planlovens § 47 er der mulighed for at ekspropriere ejendomme eller rettigheder over ejendomme når ekspropriation vil være af væsentlig betydning for realisering af lokalplanen.
Således vedtaget af Frederikssund Byråd den XX 20XX til offentlig fremlæggelse efter reglerne i planloven.
Anne Sofie Uhrskov Borgmester/ Torben Kjærgaard Kommunaldirektør