En lokalplan må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for lokalplanlovgivningen. I det følgende beskrives lokalplanens forhold til anden lovgivning.
Kommuneplan 2025
Lokalplanområdet ligger helt inden for et område, som i Kommuneplan 2025 er udpeget som ’øvrigt landskab' og betegnet 'karakterområde 8 - Frederikssund istidslandskab'. Inden for de udpegede øvrige landskaber skal udvikling ske i overensstemmelse med landskabskarakteren. Byggeri, anlæg og ændringer i arealanvendelsen skal i udformning og placering tage hensyn til den eksisterende landskabskarakter.
Målsætningen med landskabskarakteren indebærer, at udvikling i området skal ske under hensyntagen til landskabets bølgede og storbakkede terræn med et strandengskystforland ud mod fjorden. De karaktergivende landskabselementer i form af mellemstore markfelter, større gårde, landsbyer og lavbundsområder, samt højt beliggende terræn med lange kig skaber et transparent landskab i middel til stor skala.
Det nærmeste bevaringsværdige landskab ligger knap 600 meter sydøst for vindmøllens ønskede placering. Det vurderes, at vindmøllen ikke vil have en væsentlig påvirkning af dette bevaringsværdige landskab.
Det er overordnet set vurderet, at planlægning for vindmøllen ikke har en negativ påvirkning af de karaktergivende elementer.
På den baggrund har kommunen vurderet, at lokalplanen ikke vil svække de særlige værdier i landskabsudpegningen, da landskabskarakteren og de visuelle oplevelsesmuligheder ikke vil blive sløret.
Lokalplanområdet ligger delvist inden for et område, som i Kommuneplan 2025, som er udpeget som område med risiko for oversvømmelse ved skybrudshændelser.
I lokalplanen stilles der krav om, at vindmølle og teknikbygning sikres med fundamenter/placeres således disse ikke er i risiko for skader ved oversvømmelse i forbindelse med skybrudshændelser.
Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at lokalplanområdet er sikret mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
En del af lokalplanområdet er udpeget som et område med en potentiel økologisk forbindelse ifølge Grønt Danmarkskort i Kommuneplan 2025. Grønt Danmarkskort viser, hvor Frederikssund Kommune i fremtiden vil målrette sin naturpleje og planlægge for ny sammenhængende natur på tværs af kommunegrænserne.
Tilladelser til opførelse af bygninger, anlæg mv. inden for potentiel økologisk forbindelse kræver, at disse er væsentlige samfundsmæssige hensyn og placeres og udformes under hensyntagen til de biologiske beskyttelsesområder. I beskyttelsesområderne kan dog etableres stier, anlæg til tilbageholdelse og regulering af vand, mindre støttepunkter for friluftslivet mv.
De potentielle økologiske forbindelser er udlagt på en måde, så de forbinder naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser med hinanden og skaber yderligere sammenhæng med eksisterende økologiske forbindelser og potentielle naturområder. Flere af disse områder udgøres af arealer omkring beskyttede vandløb.
Møllen vil have vingeoverslag over udpegningsområdet for den potentielle økologiske forbindelse. Udpegningens formål er at sikre en spredningsmulighed for lavmobile arter, mens den ikke er nødvendig for arter, der flyver i højde med møllevingerne. Der må ligeledes ikke placeres teknikbygninger inden for udpegningen. Møllen og teknikbygninger vil derfor ikke hindre den spredning, der er formålet med udpegningen.
Frederikssund Kommune vurderer, at lokalplanen ikke påvirker udpegningsområdet, da planen bestemmer, at vindmølle og teknikbygning skal placeres uden for udpegningen og vingeoverslag over udpegningen vil ikke i væsentlig grad forringe naturtilstanden eller være til hinder for at området kan omdannes til naturområde eller fungere som forbindelse mellem øvrige naturområder. Ligeledes vil etablering af en adgangsvej samt fundament under jorden ikke forhindre, at Sillebro Å og arealerne omkring denne kan fungere som forbindelse mellem naturområder.
Samtidig med at Frederikssund Kommune udarbejder denne lokalplan, udarbejder kommunen kommuneplantillæg 003, der udlægger en ny kommuneplanramme LT 2.4, som muliggør denne lokalplan.
Når Byrådet endeligt vedtager kommuneplantillæg 003, vil kommuneplanramme LT 2.3 for vindmølleområde ved Vinge blive aflyst. Kortet nedenfor viser den eksisterende kommuneplanramme LT 2.3, som bliver aflyst (markeret med blåt) og den nye kommuneplanramme LT 2.4, som bliver udlagt (markeret med rødt) med kommuneplantillæg 003.

Når Byrådet vedtager kommuneplantillæg 003, er lokalplan 182 i overensstemmelse med gældende kommuneplan.
Planloven
Planområdet er placeret omkring 200 meter uden for kystnærhedszonen langs med Roskilde Fjord.
På den baggrund vurderes det derfor, at planlægningen og projektet er i overensstemmelse med planlovens bestemmelser for planlægning i kystnærhedszonen.
Lokalplanområdet er ikke omfattet af eksisterende lokalplaner eller byplanvedtægter.
Når Byrådet endeligt vedtager og offentligt bekendtgør lokalplan 182, ophæves ingen tilstandsservitutter inden for lokalplanens område, da disse ikke er i strid med lokalplanens formål.
Følgende servitutter er gældende inden for lokalplanområdet og skal til enhver tid respekteres.
Dokument:
Ifølge planlovens § 16, stk. 3 skal der i alle lokalplaner oplyses om betingelserne for ekspropriation i forbindelse med en lokalplan. Det følgende afsnit er indsat for at opfylde dette lovkrav.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af planloven ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom.
Ekspropriation kan kun ske under opfyldelse af en række betingelser:
- Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation.
- Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført.
- Ekspropriation må kun ske til fordel for almenvellet (almene samfundsinteresser).
- Ekspropriation til fordel for en privat aktør er ikke udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder imidlertid et skærpet krav til ekspropriationens nødvendighed, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private.
- Ekspropriationen skal være nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realisering af ekspropriationsformålet.
- Ekspropriationens omfang skal være rimeligt i forhold til det formål, der eksproprieres til.
Adgangen til at foretage ekspropriation efter lokalplaner bortfalder, hvis der ikke er truffet ekspropriationsbeslutning inden 5 år efter offentliggørelsen af den endeligt vedtagne lokalplan. Det er kommunalbestyrelsen, der kan beslutte at ekspropriere i medfør af en lokalplan.
Lokalplanen giver mulighed for støjende aktiviteter i form af et vindmølleanlæg.
Der er gennemført støjberegninger, som viser den forventede støjbelastning ved nærmeste naboer, når vindmøllen idriftsættes. Støjbelastningen er beregnet i henhold til regelsættet i Miljøministeriets Bekendtgørelse om støj fra vindmøller (BEK nr 995 af 26/08/2024), som også indeholder krav til den maksimale støjbelastning vedrørende almindelig og lavfrekvent støj. Beregningerne, der er udført i beregningsprogrammet, WindPRO 4.2, er baseret på fabrikant garanteret kildestøjsværdier fra en V80-2.0MW Vestas mølle (V80 er en vindmølle tilsvarende det som maks. kan etableres inden for lokalplanen).
På kortet forneden er vist en støjkonsekvenszone med en radius på 4 gange møllehøjde (400 meter) for vindmøllens placering jævnfør byggefeltet i lokalplanen. Støjkonsekvenszonen er baseret på den maks. tilladte vindmøllehøjde samt vindmølle typen Vestas V80-2.0 MW.
Resultaterne fra støjberegninger viser, at vindmøllen overholder grænseværdierne for støj målt fra en afstand af maks. 15 meter fra boligen i retning mod vindmøllen. Støjundersøgelsens metode og resultater kan ses i miljøvurderingen.

Etablering og demontering af vindmølle og teknikbygning skal udføres i henhold til Frederikssunds Kommunes til enhver tid gældende Forskrift for støj og vibrationer samt miljøregulering af visse aktiviteter.
Anden lovgivning
Frederikssund kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.
Lokalplanområdet er beliggende uden for Fingerplanens udpegede områder.
Lokalplanen er i overensstemmelse med Fingerplanen.
Frederikssund Kommune skal sikre, at det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Frederikssund Kommune kan ikke give tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Plan- og projektområdet ligger ikke inden for et Natura 2000-område. Nærmeste Natura 2000-områder er:
- Habitatområde Roskilde Fjord nr. 120 beliggende i en afstand af ca. 3 km vest for planområdet.
- Fuglebeskyttelsesområde Roskilde Fjord, Kattinge Vig og Kattinge Sø nr. 105 beliggende i en afstand af ca. 3 km vest for planområdet.
- Habitatområde Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov nr. 123 beliggende i en afstand af ca. 4,5 km øst for planområdet.
- Fuglebeskyttelsesområdet Furesø med Vaserne og Farum Sø Nr. 109 beliggende i en afstand af ca. 13,5 km øst for planområdet.
- Fuglebeskyttelsesområde Jægerspris Nordskov beliggende ca. 8,5 km fra planområdet.
Ovennævnte Natura2000-områder omfatter habitatområder, hvor arterne på udpegningsgrundlaget er knyttet til selve habitatområderne eller ikke vil kunne påvirkes af planen. Disse arter er enten meget stationære, så afstanden udelukker en mulig påvirkning, eller de er tilknyttet naturtyper, der ikke findes i planområdet. Den mulige påvirkning af arter er derfor begrænset til fugle på udpegningsgrundlagene for fuglebeskyttelsesområderne 109 Furesø med Vaserne og Farum Sø, nr. 105 Roskilde Fjord, Kattinge Vig og Kattinge Sø og nr. 107 Jægerspris Nordskov.
De fleste af fuglearterne er snævert knyttet til hav, større søer eller ældre skov, der ikke findes i planområdet og det vurderes, at kun rørhøg og havørn vil passere området så ofte, at de bør indgå i væsentlighedsvurderingen. Da havørn stort set udelukkende vil flyve over planområdet over møllehøjde på træk mellem fødesøgningsområder vurderes planlægningen at være uden betydning for arten. Ligeledes vurderes det, at de individer, der har tilknytning til Natura 2000-områderne, kun undtagelsesvist og i ubetydeligt omfang vil kunne findes i planområdet. Det vurderes derfor, at planen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke fugle på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områderne væsentligt.
Planområdet, hvor vindmøllen ønskes placeret, har været byggeplads i en længere periode. Sandsynligheden for at der kan forekomme bilag IV-arter og fredede arter inden for området, hvor der skal etableres tekniske anlæg, er derfor meget lille. Der kan dog forekomme bilag IV-arter og fredede arter i nærområdet, der kan blive påvirket under etablerings- og nedtagningsfasen.
Ligeledes forekommer der flere arter af flagermus, der bruger området som fødesøgning. Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen foretaget en flagermusundersøgelse. Undersøgelsen har omfattet feltundersøgelse i området i og uden for lokalplanområdet. Der er registrering med manuel detekter og termisk kikkert over i alt fem dage: 17. juli 2025, 13. august 2025, 2. september 2025, 16. september 2025 og 22. september 2025. Der er ligeledes periodisk foretaget registrering med passive detektorer ved forskellige lokationer i år 2025 i forår, forsommer, højsommer, sensommer og efterår. Der er i denne forbindelse registreret Sydflagermus, Vandflagermus, Brunflagermus, Troldflagermus, Pipistrelflagermus, Dværgflagermus, Brun langøre og Skimmelflagermus. Undersøgelsen har ledt til, at der i forbindelse med udstedelse af § 25 tilladelse, stilles vilkår om afværgeforanstaltninger i forbindelse med drift af vindmøllen, som skal sikre at:
- risikoen for drab på flagermus begrænses i den del af året og under de vejrforhold, hvor aktiviteten er størst, ved at vindmøllen drives med reduceret vingespidshastighed (for at undgå kollisionsdrab) under nærmere angivne betingelser.
- der tages hensyn til, at der i området er registreret flere almindeligt forekommende flagermusarter.
- vilkåret kan kontrolleres og håndhæves af myndigheden, idet oplysninger om vindhastighed, temperatur, nedbør og møllens driftsstatus skal registreres automatisk og opbevares i mindst 5 år.
Der er ligeledes registreret spidssnudet frø i mosen nord for Sillebro Å. Regnvandsbassinnet nord for lokalplanområdet samt regnvandsbassinnet syd for lokalplanområdet vurderes at være dårlige yngleområder for spidssnudet frø grundet deres tørre omgivelser. Der vil i § 25 tilladelsen blive stille vilkår, som skal sikre at:
- risikoen for skade eller drab på padder, herunder bilag IV-arter, i anlægs- og eventuel demonteringsfase undgås, ved at padders adgang til arbejdsområdet reduceres med midlertidigt paddehegn i den periode, hvor padder kan være aktive og vandre ind i området.
- der tages hensyn til, at der foreligger registrering af spidssnudet frø i nærområdet nord for Sillebro Å, og at regnvandsbassinerne nær projektområdet kan være egnede for stor vandsalamander, selv om arten ikke er påvist ved undersøgelserne i 2025.
- paddehegnet opretholdes og vedligeholdes i hele den periode, hvor der inden for det hegnede område findes forhold, som kan indebære risiko for padder.
Der er ikke områder med beskyttet natur inden for planområdet. De nærmeste naturbeskyttede områder er en mose mod nord og en sø mod syd. Desuden er Sillebro Å, der løber nord og øst for plan- og projektområdet, beskyttet vandløb.
Vindmøllens minimum afstand til åen er ca. 44 meter. Sillebro Å er reguleret under Regulativ for Sillebro Å. Planlægningen strider ikke mod retningslinjerne i regulativet for Sillebro Å.
Frederikssund Kommune vurderer, at planen ikke påvirker internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Lokalplanområdet er separat kloakeret. Der udledes ikke spildevand fra området.
Vindmøllen og teknikbygning skal ikke tilsluttes spildevandsledningsnettet.
Overfladevand nedsives lokalt. Overfladevand fra tage er begrænset til en teknikbygning med et areal på op til 20 m2 samt vindmøllen.
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommunens gældende spildevandsplan. Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for lokalplanområdet.
Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.
Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.
Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.
Plangrundlaget og projektet berører to målsatte delstrækninger af Sillebro Å, Roskilde Fjord og fire målsatte grundvandsforekomster.
Når anbefalinger til afværgeforanstaltninger, der er beskrevet i miljøvurderingens kapitel 8 og 9 følges, vurderes det, at der ikke vil ske forringelser eller hindring af målopfyldelse for de enkelte kvalitetselementer, og at målopfyldelsen for Sillebro Å dermed ikke hindres. Da der ikke vil ske forringelser eller hindring af målopfyldelse af Sillebro Å, vurderes der heller ikke at kunne ske nogen påvirkning, som kan forringe eller hindre af målopfyldelse for Roskilde Fjord i forhold til økologisk og kemisk tilstand. Ligeledes vurderes det, at der heller ikke vil være en forringelse eller hindring af målopfyldelse for områdets grundvandsforekomster.
Grundvand
Plan- og projektområdet ligger inden for et større område med særlige drikkevandsinteresser.
Der er ikke fare for udslip af forurenende stoffer fra vindmøllen eller den tilhørende teknikbygning ligesom der ikke er fare for udvaskning af forurenende stoffer.
Planområdet ligger delvist inden for nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) og indsatsområder (IO). Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) udpeges i grundvandsdannende områder, hvor grundvandet allerede er nitratbelastet, eller hvor der er ringe geologisk beskyttelse overfor nitrat. Indsatsområder (IO) udpeges i henhold til vandforsyningsloven inden for udpegninger af følsomme indvindingsområder (SFI og NFI). Indsatsområder lokaliseres, hvor en særlig indsats til beskyttelse af drikkevandsressourcen er nødvendig. Dette vurderes ud fra arealanvendelsen, forureningstrusler og den naturlige beskyttelse ud fra jordens komposition.
Når anbefalinger til afværgeforanstaltninger, der er beskrevet i miljøvurderingens kapitel 8 og 9 følges, vurderer Frederikssund Kommune, at planlægningen og projektet ikke vil udgøre en væsentlig fare for forurening af grundvandet og herunder drikkevand i forbindelse med etablering af vindmøllens fundament.
Søer, vandløb og kystvand
Lokalplanen forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanerne.
Hvis der i forbindelse med jordarbejder, fx ved bygge- og anlægsarbejder, dukker spor af fortidsminder op, skal arbejdet standses, i det omfang det berører fortidsmindet, i medfør af museumslovens § 27. Fundet skal straks anmeldes til Roskilde Museum, ROMU.